Lyt til artiklen

Lige siden Donald Trump blev valgt til præsident, har den danske centraladministration arbejdet på at arrangere et besøg.

Det fortæller Michael Ulvemann, der som særlig rådgiver for Anders Fogh Rasmussen deltog i flere af Anders Fogh Rasmussens møder med Georg W. Bush.

»Møder med den amerikanske præsident er topprioritet i centraladministrationen. Det er utrolig vigtigt, at Danmark meget hurtigt kommer ind på den liste over lande, som USA's præsident besøger,« siger Michael Ulveman.

30. marts 2017 besøgte daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen Donald Trump i Det Hvide Hus. Det er især det møde, der har banet vejen for, at Trump nu kommer til Danmark, vurderer Ulveman.

Foto: Keld Navntoft
Vis mere

»Når en dansk statsminister besøger præsidenten, afslutter han som regel besøget med at foreslå præsidenten at komme til Danmark. Derudover arbejder den danske ambassadør i Washington løbende på at arrangere et statsbesøg, når han holder møder med repræsentanter fra den amerikanske regering,« siger Michael Ulveman.

Trumps besøg i Danmark bliver det første officielle amerikanske statsbesøg i Danmark, siden Bill Clinton var på besøg i 1997.

Både Georg W. Bush og Barack Obama har dog været i Danmark, uden at der var tale om statsbesøg.

Bush var i Danmark 5. juli 2005, men der var ifølge Udenrigsministeriet tale om et officielt besøg og ikke et statsbesøg. Obama var to gange i Danmark i 2009, den ene gang for at deltage i klimatopmødet, og den anden gang som repræsentant for byen Chicago, da der skulle vælges OL-værtsby i IOC.

Trump kommer til Danmark.
Trump kommer til Danmark. Foto: SAUL LOEB
Vis mere

Michael Ulvemann vurderer, at Trumps besøg i Danmark kan blive anderledes, fordi Donald Trump er en kontroversiel og usædvanlig præsident.

»Det kan godt blive anderledes, fordi han er impulsiv og uberegnelig. Nu er vi ikke så formelle i Danmark, men hvis han for eksempel nævner, at han vil have Danmark til at forhøje bidraget til Nato, vil det være et brud på etiketten. Det svarer til at blive inviteret på middag og kritisere maden,« siger Michael Ulveman.

Allerede ved annonceringen af besøget i Danmark viste Donald Trump sig fra sin uforudsigelige side. For to dage siden fortalte han et nyhedsmedie om et muligt besøg i Danmark.

»Det er et brud på protokollen at gå ud i medierne og fortælle om et besøg, inden værtslandet er orienteret,« siger Ulveman.

Trumps besøg kræver stor forberedelse af Danmarks nyvalgte statsminister, Mette Frederiksen (S).

Forberedelsen foregår ifølge Ulveman ved, at Udenrigsministeriet indhenter oplysninger fra andre lande om, hvordan Donald Trump har ageret under statsbesøg. Disse oplysninger giver de til statsministeren i form af en baggrundsrapport.

»Der kan stå nogle ting om, hvad man skal være opmærksom på, og hvad man skal undgå,« forklarer han.

Donald Trump og hans hustru, Melania Trump, kommer på officielt statsbesøg i Danmark 2. og 3. september. Trump ventes at mødes med Dronningen, statsministeren og fremtrædende personer fra erhvervslivet.