Sagen om Tyrkiets løsladelse af den formodede gerningsmand bag drabsforsøget på Lars Hedegaard skal have konsekvenser for Tyrkiet, kræver flere partier på Christiansborg forud for samråd om sagen.

Hvor befinder den 26-årige mand, der er mistænkt for drabsforsøget på islamkritikeren og forfatteren Lars Hedegaard, sig?

Og hvad vil regeringen gøre, hvis den tyrkiske regering har løsladt den formodede attentatmand som led i en fangeudveksling med den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat (IS)?

Sådan lyder de centrale spørgsmål til udenrigsminister Martin Lidegaard (R) og justitsminister Mette Frederiksen (S), som torsdag morgen er kaldt i hastesamråd i Folketingets Udenrigsudvalg om sagen.

Ifølge medlem af udvalget og forsvarsordfører for Enhedslisten Nikolaj Villumsen (Ø) er det nødvendigt, at der bliver kastet lys over begivenhederne i det, han betegner som en »meget alvorlig sag«.

»Jeg håber, at regeringen melder klart ud, at hvis det er tilfældet, at den tyrkiske regering har udleveret den attentatmistænkte til ekstremisterne fra IS, så skal det have en konsekvens for Danmarks forhold til Tyrkiet.«

Han peger på, at Danmark bør trække sit militære bidrag hjem fra Tyrkiet og samtidig støtte FNs ønske om adgang til den kamphærgede syriske by Kobane, hvor kurdere forsøger at holde IS stangen.

Sent lørdag aften kom det frem, at den formodede attentatmand var blevet løsladt af de tyrkiske myndigheder. Han havde siddet fængslet i Tyrkiet siden 27. april, hvor han blev anholdt, og dansk politi har lige siden arbejdet på at få ham udleveret til Danmark.

Der er forlydender om, at manden er blevet frigivet som en del af en fangeudveksling mellem Islamisk Stat og Tyrkiet. Intet er dog officielt bekræftet.

Tidligere udenrigsminister Lene Espersen (K) mener også, at sagen bør få konsekvenser for tyrkerne:

»Det er skandaløst, at Tyrkiet har valgt den kurs, hvor de lader en drabsmistænkt gå fri som led i en studehandel. Vi skal vise Tyrkiet, at det er fuldstændig uacceptabelt,« siger hun.

Lene Espersen peger på, at man bør sætte dele af den tyrkiske optagelsesproces i EU i bero.

»Man bør se på, om der er nogle områder, hvor det vil gøre ondt på Tyrkiet,« siger den tidligere udenrigsminister, som også deltager i torsdagens samråd.

Hos SF kalder retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), det »totalt uacceptabelt«, at den tyrkiske regering ikke vil oplyse, hvorvidt den formodede drabsmand er i landets varetægt.

»Hvis han er del af en fangeudveksling med ISIL (IS, red.) er det et klart udtryk for, at Tyrkiet har spillet dobbeltspil. Man støtter på papiret koalitionen mod ISIL, men reelt hjælper man netop ISIL. Det er både uhørt og skræmmende, at et NATO-land handler sådan, hvis det viser sig at være tilfældet,« siger Karina Lorentzen Dehnhardt i en skriftlig kommentar og uddyber:

»Vi udtrykker den skarpeste kritik af Tyrkiet. For det her kommer jo oveni, at Tyrkiet sidder med hænderne i skødet, mens de civile er i fare i Kobane. Regeringen herhjemme må tale med de størst mulige bogstaver over for styret i Ankara og se på, hvilke tydelige handlinger, de kan følges op af.«

Berlingske Nyhedsbureau har onsdag aften været i kontakt med Udenrigsministeriet, der oplyser, at Martin Lidegaard har været i kontakt med sin tyrkiske kollega om sagen. Han vil dog først sige yderligere under torsdagens samråd.