Når danskerne valfarter til stemmeurnerne den 18. juni, så skal der gerne være langt mellem de vælgere, der tror på Allah.

I hvert fald hvis det står til et fremtrædende medlem af den berygtede moské på Grimhøjvej nær Aarhus.

Youssef Loubani, der er bestyrelsesmedlem i moskéen, opfordrer nemlig alle muslimer til at droppe valget den 18. juni.

»Man skal holde sig væk fra de stemmebokse. Vi har bevidnet, at det er Allah, der skal lovgive, og han siger selv i Koranen, at det er ham, der skal lovgive,« siger Loubani til TV 2 Østjylland.

Moskéens formand siger til tv-stationen, at Loubani taler på egne vegne og altså ikke på vegne af moskéen.

Det er imidlertid ikke et nyt synspunkt, at danske muslimer bør holde sig væk fra et folketingsvalg. I april meldte Hizb-ut-Tahrir således også ud med en opfordring til valg-boykot.

»Både retten og evnen til at lovgive tilkommer kun Allah, ikke mennesker. Derfor er det udelukket for muslimer at deltage i folketingsvalg, hvor man vælger lovgivende forsamlinger,« sagde organisationens vicetalsmand, Elias Lamrabet, til Berlingske.

Ikke desto mindre vækker Youssef Loubanis udtalelse harme hos blandt andre De Konservatives folketingskandidat Naser Khader.

»Det siger noget om Grimhøjmoskéen og deres ståsted og ideologi.«

»Det er jo ikke ulovligt at have idiotiske holdninger. Det kan vi ikke lovgive om, men vi skal i stedet udfordre de idiotiske holdninger, hver gang vi møder dem,« siger Khader til TV 2 Østjylland.

Talspersoner for moskéen på Grimhøjvej har før gjort sig bemærket med kontroversielle udtalelser, bl.a. med opbakning til oprørsgruppen Islamisk Stat. Moskéens imam har også tidligere prædiket for drab på jøder.