Dansk Folkeparti blev ifølge en lokal kandidat beskyldt for ikke at være synlig nok i valgkampen i Fjerritslev-området.
Det fik kandidaten, Thomas Nørgaard Christensen, gjort noget ved – med nogle ret usædvanlige valgplakater.
Her ses lokalpolitikeren fra Jammerbugt nemlig posere i bar overkrop, skriver TV 2 Nord.
Valgplakaterne – som du kan se i videoen længere nede i artiklen – har virket efter hensigten.
Ja, måske har de endda virket lidt for godt.
For nu er flere af dem forsvundet.
»Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvorfor folk tager dem. Men jeg vælger at tage det som et kompliment,« siger Thomas Nørgaard Christensen med et glimt i øjet til TV 2 Nord.
Han tilføjer, at det ikke kun var for at få opmærksomhed, at han valgte at posere i bar overkrop på valgplakaterne.
Ifølge Thomas Nørgaard Christensen er det også for at signalere, at folk bliver behandlet så dårligt på de lokale jobcentre, at de bliver 'klædt af'.
