Hovedbestyrelsesmedlemmet Pia Thorsen forlader nu Enhedslisten i protest.

Thorsen har været en central figur i oprøret mod partiledelsen, men har nu fået nok af det, hun opfatter som en »højredrejning« og »magtcentralisering« i Enhedslisten.

Derfor har Pia Thorsen, der var med til at stifte protestgruppen Rødt Venstre, nu meldt sig ud af partiet.

»Jeg er en rebel, en oprører, en revolutionær. Jeg gør oprør mod højredrejning, svigt af international solidaritet og magtcentralisering. Det gør jeg alle steder – også i Enhedslisten,« skriver hun i et indlæg på venstrefløjsmediet Solidaritet.dk.

I indlægget beskriver hun, hvordan hovedbestyrelsen i hendes optik »blåstempler ukritisk folketingsgruppens ageren – uanset om baglandet protesterer.«

Pia Thorsen beskriver også, hvordan de beslutninger, der blev truffet på det ekstraordinære årsmøde i weekenden, blev dråben, der fik bægeret til at flyde over.

»Resultatet er, at mindretalsbeskyttelsen er skrumpet, og at en stor gruppe medlemmer er stemplet som partiskadelige. Enhedslisten er ikke længere et samlingsparti for venstrefløjen,« skriver hun og fortsætter:

»På den baggrund melder jeg mig ud af Enhedslisten og ind i kampen for ægte solidaritet og socialisme. Lad os skabe en samlet venstrefløj!«

Pia Thorsen.
Pia Thorsen. Enhedslisten

B.T. arbejder på at få en kommentar fra både Pia Thorsen og Enhedslistens ledelse.

Lørdag afholdt Enhedslisten for første gang i sin historie et ekstraordinært årsmøde.

Det skete i kølvandet på B.T.s afdækning af terrorstøtten i partiets bagland.

På årsmødet vedtog et flertal af de delegerede blandt andet en politisk udtalelse, der tager afstand fra terrorangrebet mod Israel den 7. oktober og stempler Rødt Venstre som en partiskadelig fraktion.

Samtidig blev der vedtaget en række vedtægtsændringer, der blandt andet gør det nemmere at ekskludere medlemmer, der går imod partilinjen.