Selvom det er »helt ubegribeligt«, at man kunne glemme reglerne om at give statsløse dansk statsborgerskab, så er det menneskeligt at fejle, siger en tidligere departementschef. Han afviser tegn på politisk indblanding.

Der burde ikke være noget at misforstå, når statsløses ansøgninger om statsborgerskab i Danmark skulle undersøges, men ikke desto mindre blev en forkert praksis anvendt og en lang række statsløse født i Danmark fik »helt ubegribeligt« og i strid med FN-konventioner afslag på statsborgerskab.

Sådan lød det fra tidligere departementschef i Justitsministeriet Michael Lunn, som onsdag blev afhørt i den Statsløsekommission, som er nedsat for at undersøge sagen, der endte med at koste Birthe Rønn Hornbech (V) sin post som integrationsminister.

- Det kan jo undre, hvordan sådan en fejl opstår, og det er ikke lykkedes os at finde nogen anden forklaring, end at det er menneskeligt at fejle, sagde Michael Lunn.

Kommissionen blev nedsat i forbindelse med, at Birthe Rønn Hornbech i marts 2011 blev fyret på grund af den konventionsstridige praksis med at afvise statsløse, som hun har kendt til siden i hvert fald 2008. Først i 2010 blev Folketinget imidlertid orienteret.

Statsløsekommissionen har frem til 2014 til at finde ud af, om de ulovlige afslag til blandt andre en stor gruppe statsløse palæstinensere var udtryk for ond politisk vilje, eller om der slet og ret var tale om dårlig administration af embedsmænd.

Michael Lunn understregede, at man efter Dagbladets Informations afdækning af Integrationsministeriets fejlagtige praksis med at give afslag til statsløse, hurtigt prøvede at forstå, hvad der kunne være gået galt. Det skete på en række møder med deltagelse af blandt andre tidligere departementschef i Integrationsministeriet, Claes Nilas, og departementschef i Statsministeriet, Christian Kettel Thomsen.

- Vores hovedspørgsmål var, om der var nogen som helst tegn på, at politikere eller ministre har været vidende om det her, eller tilmed har påvirket det eller står bag det. Det blev meget, meget klart afvist. Der var ingen tegn på politisk involvering eller politisk viden om det, sagde Michael Lunn, der arbejdede som departementschef i Justitsministeriet i perioden 1991-2011.

Tidligere justitsminister Frank Jensen (S) afhøres af kommissionen onsdag eftermiddag.