Minister har indtil videre været tavs, når det kommer til konkrete lande, der skal have et modtagecenter.

Regeringen har også været i dialog med Egypten om et nyt asylsystem.

Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af aktindsigter.

De viser ifølge avisen, at den danske topdiplomat Anders Tang Friborg i november 2020 var i Kairo, Egyptens hovedstad.

Det var han "med henblik på at fremme regeringens ambition om et retfærdigt og humant asylsystem", fremgår det af et dokument. Hans jobopgave er ifølge Udenrigsministeriet at "åbne døre for modtagecenter uden for EU".

Topdiplomaten drøftede asylplanerne med Egyptens viceudenrigsminister.

Ifølge Jyllands-Posten står det nu klart, at regeringen har haft snakke om et asylsystem med fire lande i Afrika. Det gælder Tunesien, Etiopien, Rwanda og altså også Egypten.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har indtil videre holdt informationerne tæt på kroppen, når det kommer til, hvordan planen om at oprette modtagecentre for flygtninge i udlandet skal føres ud i livet.

Under et samråd tirsdag sagde han, at Danmark har en dialog med fem-ti lande om de planer. Han ønsker ikke at sætte navn på landene.

Han uddybede også, at et land, der eventuelt skal rumme et dansk modtagecenter, skal overholde menneskerettighederne, men ikke nødvendigvis behøver være demokratisk, "som vi forestiller os det."

Allerede før valget sagde regeringen, at man ønsker en grundlæggende ændring af asylsystemet, hvor asylbehandlingen foregår uden for Danmarks grænser.

Men siden da er der ikke kommet nærmere offentligt om, hvilke lande kunne være interesseret i at huse flygtninge, men deres sag bliver behandlet.

/ritzau/