Mere motion. Sundere mad. Og mindre på Facebook.
Flere af landets toppolitikere deler her ud af deres respektive nytårsforsæt. Og det skiller sig ikke synderligt ud fra, hvad man må formode af resten af befolkningens ser ud.
Finansminister Nicolai Wammen (S) fortæller til B.T., at han har to nytårsforsæt:
»Jeg håber, at der vil blive tid til flere familieskovture, hvor vi bygger huler og leger. Det elsker de yngste drenge på 3 og snart seks år, og det er en skøn måde at få frisk luft og være sammen på som familie.«
Wammen fortsætter:
»Mit andet nytårsforsæt er ganske enkelt at få løbet flere ture og få rørt mig mere. I en travl hverdag med små børn på hjemmefronten bliver det nemlig ofte løbeskoene der taber, når der skal prioriteres.«
Det Konservative Folkepartis leder Mona Juul er egentlig ikke så meget til nytårsforsætter - hun siger, at hun hellere tager ting løbende.
»Nogen gange har jeg brug for lige at hanke op i, at jeg får spist lidt bedre. Får ryddet op på kontoret. Eller prioriterer kultur så det hele ikke bare drukner i politisk arbejde,« udtaler Juul og tilføjer:

»Men hvis jeg skal komme med et ønske for det kommende år, så skal det selvfølgelig være mere borgerlig politik. Med fokus på reelle økonomiske reformer, virksomheder og arbejdspladsers konkurrenceevne og mere for pengene i den offentlige sektor.«
Morten Messerschmidt (DF) er en mand, der har haft vind i de politiske sejl de seneste måneder.
Til B.T. fortæller partiformanden, at han har en ny bog på vej til foråret og derfor vil forsøge at lade sig »distrahere mindre af de sociale medier.«
»Alt for ofte synes jeg, at Facebook og Instagram æder for meget af min tid, når jeg leder efter noget information – og pludselig bliver fanget af en video eller et opslag, som så tager det næste og det næste igen,« lyder det fra Messerschmidt, der tilføjer:
»Så mit nytårsforsæt er at bruge mindre tid på sociale medier og til gengæld bruge denne tid på fordybelse i form af at skrive eller læse bøger.«
