Liberal Alliances leder Anders Samuelsens har startet året med en trussel om at vælte regeringen, hvis ikke den lovede skattereform bliver gennemført i foråret. Og det er ikke blot tomme trusler, vurderer ekspert.

Hvis regeringen ikke gennemfører de lovede skattelettelser inden grundlovsdag, så er det ikke sikkert, at blå blok fortsat kan blive siddende på magten. Sådan lyder det kort og kontant fra Liberal Alliances-leder Anders Samuelsen, der mandag direkte truer med at trække tæppet væk under regeringen, hvis den lovede skattereform ikke bliver gennemført i foråret.

Og det er ikke nødvendigvis tomme trusler, vurderer politisk kommentator, Jarl Cordue overfor bt.dk. Liberal Alliance (LA) har nemlig magten til at vælte regeringen - spørgsmålet er blot, om partiet vitterligt vil gøre brug af det.

»Nu truer han med det, og det vil blive testet af oppositionen. Næste gang, han siger et eller andet om, at de vil trække tæppet fra regeringen, så er jeg ret sikker på, at oppositionen vil formulere et mistillidsvotum, og så vil de se, hvad Liberal Alliance gør,« siger Jarl Cordua til bt.dk

Ender det med, at regeringen må gå af grundet Liberal Alliance, vil det dog ikke nødvendigvis være en fordel for partiet. For det første kan LA nemlig risikere bagslag fra vælgerne.

»Spørgsmålet er om borgerlige vælgere vil straffe eller belønne Liberal Alliance for at trække tæppet fra regeringen. Jeg tror, at de vil straffe Liberal Alliance,« siger Jarl Cordua.

Og for det andet vil det betyde, at LA vil være uden for den store politiske indflydelse det næste stykke tid.

»Hvis de trækker tæppet fra regeringen, så spiller LA ingen rolle, indtil de måske får chancen igen om tre-fire år. Derfor forekommer det ikke specielt realistisk, at de vitterligt vil vælte regeringen. Men det må de så gøre op med dem selv, om de vil,« siger han.

Ifølge Jarl Cordua er det helt bevidst, at Anders Samuelsen konstant kommer med trusler mod regeringen.

»Det her er et spil, hvor det jo er i Liberal Alliances interesse, at regeringen tror, at de er lidt skøre og kan finde på hvad som helst,« siger han.

Samuelsens udbrud kommer efter, at skatteminister Claus Hjort Frederiksen (V)  har meddelt, at det ikke længere er sikkert, at skatteforhandlingerne vil blive gennemført i foråret grundet asyludgifter.

»Regeringens analyse er, at det bliver svært at forklare overfor befolkningen, at man skal have skattelettelser på et tidspunkt, hvor riget fattes penge,« siger Cordua og fortsætter:

»Men i Liberal Alliance har man den forestilling, at det at sænke topskatten er omkostningsneutralt. Men det er de stort set alene om at mene på Christiansborg. Alle andre afviser idéen eller er skeptiske,« siger han.

Politisk kommentator Hans Engel siger, at Samuelsen ved sin trussel er ved at bygge op til 'den perfekte storm'.

»De stærkt stigende flygtningeudgifter i kommunerne lægger enormt pres på regeringen, og der er formentlig ingen penge til skattelettelser, hvis man skal finansiere udgifter,« siger Engell til Ritzau.