Lyt til artiklen

Politikens afdøde chefredaktør, Tøger Seidenfaden, blev med rette berømt for at kunne sætte dagsorden. Benhård kritiker af den borgerlige regering, offentliggørelse af kontrovesiel jægerbog, undskyldning til Muhammed-efterkommere efter JPs karikatur-tegninger og oprettelsen af et Irak-hjælpecenter på Politiken.

Og nu - fem måneder efter sin død - tager Tøger overskrifterne i den sag, der om noget etablerede hans ry som uforfærdet og dagsordensættende chefredaktør på Weekendavisen: Tamil-sagen. Igen gør Tøger det aldeles uventede: Han afslører at ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen var Weekendavisens hemmelige kilde i den sag, der fældede justitsminister Erik Ninn-Hansen og den daværende borgerlige regering.

Spørgsmålet er hvorfor? Hvad er det, der - ganske frivilligt og åbenbart helt bevidst - får Tøger Seidenfaden til at svigte et af journalistikkens helligste dogmer, nemlig kildebeskyttelsen. Hvad er det der gør, at han føler sig kaldet til at afsløre hvordan Nils Ufer - journalisten bag historien - arbejdede og hvilke kilder han brugte? Jeg undrer mig, og jeg kan ingen gode argumenter finde i det der endnu er kommet frem i sagen. Det bringer dels Gammeltoft-Hansen i store problemer, og skaber tvivl om redaktører i fremtiden vil overholde kildebeskyttelsen. Måske kan biografien om Tøger, der kommer 20. juni, give et svar.
Tamil-sagen er noget af det nærmeste vi kommer en dansk Watergate-sag, hvor præsident Nixon blev tvunget til at træde tilbage. Her holdt journalisterne Bob Woodward og Carl Bernstein fast på, at de ikke ville afsløre deres hovedkilde, som de kaldte Deep Throat. Kort før sin død stod kilden selv frem. Det var en tidligere FBI-chef, der altså selv ønskede at afsløre sin identitet. Det er ikke i tilfældet i tamilsagen, hvor Hans Gammeltoft-Hansen med rette kan føle sig svigtet af Tøger Seidenfadens sidste vilje.

Hvad synes du om, at Hans Gammeltoft-Hansen er kilden bag Tamil-sagen? Bør han gå af som ombudsmand? Deltag i debatten herunder