Offentligheden får fredag indsigt i to rapporter om spiralsagen, når de offentliggøres af den grønlandske regering.

Det siger Mariane Paviasen Jensen (IA), der er Naalakkersuisoq for Børn, Unge, Justitsområdet og Ligestilling i Grønland, til det grønlandske medie Sermitsiaq.

Rapporterne handler om piger og kvinder, der fra 1960-1991 uden deres viden og samtykke fik opsat spiral. De to rapporter omhandler det juridiske ansvar og muligt folkedrab.

- Vi er nu nået til det punkt, hvor resultaterne af ekspertundersøgelsen af de menneskeretlige aspekter ved antikonceptionssagen kan offentliggøres og præsenteres, siger Mariane Paviasen Jensen til Sermitsiaq.

- Det er naturligvis tilfredsstillende. Det har dog ikke været en lige vej hertil, men det er også en kompleks sag, som har krævet den tid, opmærksomhed og plads, der har været behov for. Nu er det tid til, at ekspertundersøgelsens resultater ser dagens lys, siger ministeren.

Det grønlandske selvstyre har bedt eksperter undersøge, om den danske stat har gjort sig skyldig i folkedrab og andre overtrædelser af folkeretten.

Det skete som følge af, at tusindvis af grønlandske piger og kvinder fik opsat spiraler i 1960'erne og tre årtier frem. En udredning fra september 2025 viste ifølge det daværende Indenrigs- og Sundhedsministerium, at det var sket i mindst 4070 tilfælde.

Daværende chef for Grønlands regering Múte B. Egede (IA) kaldte i 2024 opsætningen af spiraler for et "folkedrab".

Statsminister Mette Frederiksen (S) var i september sidste år i Grønland for at give en officiel undskyldning til de berørte i sagen.

Folketinget førstebehandlede 14. august et lovforslag, der skal give en godtgørelse på 300.000 kroner til grønlandske kvinder, som fik opsat spiral uden samtykke eller uden tilstrækkeligt samtykke.

Lovforslaget skal andenbehandles tirsdag og skal til afstemning i Folketingssalen på torsdag.

Sundhedsminister Ida Auken (S) har tidligere afvist at vente på offentliggørelsen af de to rapporter, før lovforslaget vedtages.

En af forfatterne bag den ene rapport, advokat Jonas Christoffersen, har ellers i Berlingske opfordret til at udskyde lovbehandlingen.

RITZAU