Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne, mister to folketingspolitikere efter næste valg.

Således har partiets børne- og familieordfører, Karina Adsbøl, og forsvarsordfører, Lise Bech, begge valgt at stoppe på den anden side af valget.

Det skriver de begge på deres Facebook-profiler nogenlunde samme tid onsdag eftermiddag.

Begge bemærker, at de ønsker at bruge mere tid med familien:

»Vi har igennem de seneste år i min familie været igennem nogle ulykkelige hændelser,« skriver Karina Adsbøl, som bemærker, at hun mistede sin far i september.

Lise Bech bemærker, at hun har været fraværende i hjemmet i løbet af sin tid som politiker.

De to skriver begge, at de vil fortsætte arbejdet med politik frem mod næste valg.

Danmarksdemokraterne blev stiftet i 2022.