Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og forsvarsminister Trine Bramsen (S) får næse i sagen om Danmarks tilbud om ældre respiratorer til Italien.

Det er, selv om de to ministre på samrådet både beklagede og erkendte, at sagen ikke var blevet håndteret korrekt.

De Radikales Sofie Carsten Nielsen begrunder næsen sådan:

- Stor respekt for den helt åbenlyse beklagelse af både processen og beslutningen. Men vi skriver altså den 26. juni i dag. Der skulle meget lang tid til, før man kunne erkende denne fejl. Derfor udtaler vi også kritik, siger hun.

Sagen handler om, at Danmark tilbød ældre og for italienerne ubrugelige respiratorer i forbindelse med coronakrisen.

Respiratorerne var uegnede til Covid-19-patienter, viste det sig. I en pressemeddelelse 8. april sagde Kofod ellers, at respiratorerne var en "solid håndsrækning" til vores "italienske venner".

Men efterfølgende stod det altså klart, at de var for dårlige til at behandle den type lungesvigt, som coronapatienter er ramt af.

På samrådet fortalte sundhedsministeren, at hans ministerium var vidende om, at de respiratorer, der skulle sendes til Italien for at hjælpe med coronabehandlingen, ikke kunne bruges til det.

Men den viden nåede ikke ministeren.

Også Trine Bramsen fortæller, at hun ikke har fået oplysninger om, at respiratorerne var ubrugelige i forhold til corona-patienter, inden beslutningen blev truffet.

Jan E. Jørgensen siger:

- Ministrene skal vide, hvad der sendes af sted. Italien bad om sundhedspersonale, værnemidler og respiratorer. Men det man tilbyder at sende afsted er noget, Italien ikke kan bruge, siger Jan E. Jørgensen.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har også fået en næse i sagen.