Sundhedsordførere vil vide, hvornår myndigheder har benyttet retten til at tvangsbehandle borgere med corona.

Da Folketinget 12. marts vedtog en hastelov, fik sundhedsmyndighederne blandt andet mulighed for at tvangsindlægge, behandle og isolere borgere, der er smittet eller er mistænkte for at være smittet med coronavirus.

Siden loven blev vedtaget, har myndighederne brugt den omstridte bekendtgørelse to gange, skriver Politiken.

- Styrelsen for Patientsikkerhed har, siden bekendtgørelsen trådte i kraft 18.3., udstedt to påbud efter bekendtgørelsen. Styrelsen for Patientsikkerhed kan ikke kommentere på enkeltsager, skriver styrelsen i en besked til avisen.

Politiken havde spurgt, hvilke paragraffer i bekendtgørelsen, der er blevet brugt. Det vil sige, om der er benyttet tvangsindlæggelse, behandling eller isolering, og om det er sket med politiets indblanding.

Det har avisen ikke kunnet få oplyst.

Det får nu ifølge Jyllands-Posten flere af Folketingets sundhedsordførere til at efterspørge en redegørelse fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

- Når vi vedtager en så vidtgående bemyndigelse til ministeren, så har vi interesse i at kunne følge med i, hvordan den bliver udnyttet og i hvilket omfang, siger Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, til Jyllands-Posten.

Også SF's Kirsten Normann Andersen vil gerne vide mere, selv om hun anerkender, at det måske kan blive svært, hvis man ikke skal kompromittere beskyttelsen af privatliv.

- Men hvis man kan komme med en generel forklaring af, hvornår tvang er blevet anvendt, synes jeg, man skal, siger Kirsten Normann Andersen.

Hun tilføjer, at det vigtigt at være så ærlig som muligt, så befolkningen kan få en forståelse for, hvorfor det sommetider kan være nødvendigt at bruge tvang.

Eksempelvis kan tvang blive nødvendigt i situationer, hvor personer ramt af demens modsætter sig behandlinger.

Også Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, vil kontakte ministeren for at få ham til at redegøre for, hvorfor det ikke er muligt at få at vide, hvilke paragraffer der har været anvendt i de to tilfælde.

/ritzau/