16. november satte 196.274 aarhusianere de kryds, der kommer til at danne rammen om den politiske scene i Aarhus de næste fire år.

Officielt er det først 19. januar, at det nye kuld byrådspolitikere træder på scenen til det første byrådsmøde, men tirsdag eftermiddag konstituerede byrådet sig traditionen tro.

Dermed er det nu helt på plads, hvem der sidder på de forskellige poster de kommende år, og det er ikke længere muligt at ændre på det. Der er både gengangere og nye ansigter.

I det nye byråd sidder fortsat 31 medlemmer – heraf er 19 denne gang mænd, mens 12 er kvinder. Blandt rådmændene er der ingen kvinder overhovedet. Der er altså stadig et stykke vej, før der er ligestilling på Aarhus Rådhus.

Det er igen Jacob Bundsgaard (S), der får borgmesterkæden. Han er stadig den ukronede konge af Aarhus, selvom han mildest talt har haft et katastrofevalg.

Ikke alene gik Socialdemokratiet ni procent tilbage. Da de personlige stemmer var optalt, stod det også klart, at borgmesteren selv havde oplevet en halvering i antallet af sine personlige stemmer.

I stedet blev de store vindere De Konservative med Steen Stavnsbo ved roret, der inden længe kan kalde sig ny rådmand for Teknik og Miljø. En post, han overtager fra Venstres Bünyamin Simsek, der denne gang giver Venstres rådmandspost videre til Christian Budde. Han får posten som rådmand for Sundhed og Omsorg.

Rådmændene er derudover Thomas Medom (SF), Børn og Unge; Rabih Azad-Ahmad (R), Kultur og Borgerservice; Anders Winnerskjold (S), Sociale Forhold og Beskæftigelse.

Nu har de alle sammen prøvet deres nye pladser i salen og fået navneskilte – lidt ligesom første skoledag. Men der går altså lidt tid endnu, inden de officielt trækker i arbejdstøjet.

Se fordelingen af de forskellige udvalgsposter herunder:

Magistraten

  • Jacob Bundsgaard (S)
  • Anders Winnerskjold (S)
  • Lone Hindø (S)
  • Steen Stavnsbo (K)
  • Thomas Medom (SF)
  • Rabih Azad-Ahmad (R)
  • Christian Budde (V)
  • Laura Bryhl (EL)
  • Henrik Arens (NB)

Teknisk Udvalg

  • Forperson Laura Bryhl (EL)
  • Næstforperson Liv Gro Jensen (SF)
  • Steffen Wich (S)
  • Jesper Kjeldsen (S)
  • Metin Lindved Aydin (R)
  • Gert Bjerregaard (V)
  • Jakob Søgaard Clausen (DF)

Økonomiudvalget

  • Formand Jasmine Søgaard (S)
  • Næstformand Polly Dutschke (S)
  • Steffen Wich (S)
  • Mette Skautrup (K)
  • Christian Baller (K)
  • Metin Lindved Aydin (R)
  • Bünyamin Simsek (V)

Social- og beskæftigelsesudvalget

  • Forkvinde Eva Borchorst Mejnertz (S)
  • Næstformand Hüseyin Arac (S)
  • Laura Bryhl (EL)
  • Jan Ravn Christensen (SF)
  • Mahad Yussuf (R)
  • Mette Skautrup (K)
  • Gert Bjerregaard (V)

Børn og Unge-udvalget

  • Formand Mahad Yussuf (R)
  • Næstforperson Katrine Vinther Nielsen (EL)
  • Eva Borchorst Mejnertz (S)
  • Jasmine Søgaard (S)
  • Mette Bjerre (SF)
  • Purnima Erichsen (K)
  • Mathilde Hjort Bressum (V)

Sundhed- og omsorgsudvalget

  • Formand Anette Poulsen (S)
  • Næstformand Hüseyin Arac (S)
  • Katrine Vinther Nielsen (EL)
  • Jan Ravn Christensen (SF)
  • Peter Sporleder (K)
  • Mathilde Hjort Bressum (V)
  • Henrik Arens (NB)

Kulturudvalget

  • Forperson Mette Bjerre (SF)
  • Næstformand Lone Hindø (S)
  • Jesper Kjeldsen (S)
  • Thure Hastrup (EL)
  • Bünyamin Simsek (V)
  • Peter Sporleder (K)
  • Jakob Søgaard Clausen (DF)

Tvangsfjernelsesudvalget

  • Formand Anette Poulsen (S)
  • Bünyamin Simsek (V)