Lørdag eftermiddag klokken 16 begyndte et krisemøde i FHs forretningsudvalg om Lizette Risgaard.
Der var blevet indkaldt til mødet med ganske kort varsel, efter at flere medlemsorganisationer i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) lørdag udtrykte mistillid til Lizette Risgaard som formand.
Lizette Risgaard besluttede fredag at gå på orlov, indtil en ekstern advokatundersøgelse af beskyldninger om krænkelser er færdig.
Men på trods af hendes beslutning om at trække sig midlertidigt fra posten, blev det altså fundet nødvendigt med kort varsel at indkaldte til et møde i FHs forretningsudvalg.
Der er ikke sluppet meget ud fra mødet i løbet af aftenen, men omkring klokken 18.30 blev mødet sat på pause.
Lizette Risgaard har ikke selv deltaget på mødet, der er foregået virtuelt.
Ifølge flere medier – herunder DR og TV 2 – har man efter kloken 18.30 været i kontakt med Lizette Risgaard for at præsentere hende for det, der er blevet drøftet af forbundsformændene på mødet.
Kort før midnat lørdag aften er mødet fortsat formelt i gang, og det vides ikke, hvad tilbagemeldingen er fra Lizette Risgaard.
Du kan følge hele vores dækning af spørgsmålet om Lizette Risgaards formandspost på vores liveblog.