Et dramatisk politisk opgør udspiller sig time for time mellem Kristian Jensen og Kristian Thulesen Dahl.

Finansminister Kristian Jensen (V) kæmper til det sidste for at få sin skattereform på plads før nytår i et dramatisk politisk opgør med DFs formand Kristian Thulesen Dahl.

Efter et kortvarigt, men dramatisk forløb tydede alt ellers på, at regeringens stort anlagte skattereform er på vej på lossepladsen. Nu er fronterne så hådt trukket op, at det teoretisk set kan ende med et valg.

DF's formand Kristian Thulesen Dahl satte i går regeringen og dens finansminister Kristian Jensen (V) en pistol for brystet, da han ved frokosttid meddelte, at han ikke vil forhandle skat og udlændinge, så længe den stærkt forsinkede finansloven ikke er i hus.

»Vores anbefaling til regeringen er klar: At forhandle finansloven for 2018 på plads nu til gavn for danskerne, så der bliver ro om statens virke og derefter i god ro og orden forhandle videre om skat og en hjemsendelsepakke,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Det skete ifølge BTs oplysninger efter et natligt krisemøde mellem Kristian Jensen og Thulesen Dahl kort før midnat. Mødets indhold er ukendt, men det er sandsynligt, at Kristian Jensen har gjort en endelig indsats for at få Thulesen om bord, hvilket mislykkedes fatalt.

Men Kristian Jensen vil ikke acceptere at udsætte skatteforhandlingerne.

»Vi ønsker stadigvæk, at forhandlingerne hører sammen. Noget så tungt som en finanslov og en skatteaftale har indvirkning på hinanden. Vi er klar til at arbejde dag og nat,« siger Kristian Jensen til DR.

Regeringen kan godt få sin finanslov på plads i løbet at få dage, mener Thulesen Dahl. Til gengæld står DF og regeringen så langt fra hinanden i forhandlingerne om skat og udlændinge, at det kan tage måneder at nå en aftale. Der er tale om et regulært politisk mareridt for Lars Løkke og Anders Samuelsen, hvis de skal gøre sig håb om at gennemføre de lovede skattelettelser

»Når en skatteaftale skal gælde otte år ud i fremtiden, skal den ikke hastes igennem,« sagde Kristian Thulesen Dahl.

Hans beslutning er især dårligt nyt for Liberal Alliance, der nu for fjerde gang må se drømmene om skattelettelser briste efter DF's benspænd. LA's leder Anders Samuelsen spillede i 2015 hårdt ud med at kræve topskatten fjernet. Han gentog sit krav til Løkke året efter med en formulering om, at Løkke kunne aflæse kravet i hans stålsatte øjne. Så skulle topskatten være væk inden Grundlovsdag, og da Liberal Alliance sidste år gik med i regeringen, blev kravet modereret til, at skatten bare skulle lettes.

Hvis regeringen slet ikke formår at lette skatten på arbejde i denne valgperiode, er det svært at se, hvad Liberal Alliance fik ud af at gå i regering. Men det er ikke kun et kæmpe nederlag for Anders Samuelsen. I Venstre og hos De Konservative har man også omtalt skattereformen som en kronjuvel i regeringsgrundlaget. Lavere skat på arbejde var den gave til danskerne, der skulle sikre Løkke hans genvalg i ved det kommende folketingsvalg.

Rune Stubager, som er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet vurderer, at regeringen er sat under pres, da det er dem, der vil have skattelettelser.

»De har formuleret det i deres udspil og satset på, at de kan få dem hjem nu, da finansloven var deres mulighed. Regeringen havde håbet, at de kunne bruge finansloven som en handelsvare overfor Dansk Folkeparti for at få deres skattelettelser. Hvis det ikke er muligt, er det en streg i regningen for regeringen,« siger han.

Socialdemokratiets politiske ordfører Niclai Wammen er langt fra imponeret over forløbet.

»Vi har længe sagt, at vi synes, at tingene skal tages i rigtig rækkefølge. Først skal gode hospitaler og ældrepleje være på plads, før man bør kigge på skattelettelser,« siger han.

»Det sejler totalt for regeringen, og den virker handlingslammet, fordi dens politiske slagsskib lige nu er ved at synke. Det er jo en dramatisk situation, at vi er inde i december, og der stadig ikke er en finanslov på plads. Den skulle have været færdig i starten af november, men det vil jo være et kæmpe nederlag for Lars Løkke, hvis skattelettelserne ikke går igennem.,« siger Nicolai Wammen.

Regeringen har intet valg: Den må droppe sin skattereform, hvis den vil have næste års finanslov på plads med DF, vurderer politisk kommentator Hans Engell.

»De bliver nødt til at følge Dansk Folkeparti. De har ikke andre muligheder. De kan jo ikke lave en aftale med Socialdemokratiet. Det er et forrygende nederlag for regeringen, hvis man bare vedtager en lille fedtet finanslov. Det er jo regeringens flagskib, der ser ud, som om det er ved at blive sænket,« siger Hans Engell til Ritzau.

Det lykkedes i går ikke BT at få kommentarer fra Joachim B. Olsen (LA), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Mette Abildgaard (K).