Vindmøllernes tilskud gives efter størrelse ikke efter gørelse, og det skal energiforliget ændre, mener SF.

Det kommende energiforlig vil indeholde en målsætning om at ændre tilskudsordningen for vindmøller. Det skriver Politiken.

I dag afhænger tilskuddet af vindmøllens størrelse og tager ikke højde for, hvor meget energi en vindmølle producerer.

- Den måde, tilskudssystemet er skruet sammen på i dag, giver økonomisk incitament til at opstille møller, der er for store, i forhold til hvor meget strøm de kan levere. Så de fylder mere i landskabet og især støjer mere, end de behøver. Det skal vi have ændret, forklarer Steen Gade, SFs klima- og energiordfører, over for Politiken.

Et notat fra Energistyrelsen til regeringens energiudspil bekræfter problematikken med tilskudssystemet.

- En del steder vil det være unødvendigt med møller med mere end 1,8 megawatt generatorer. Alligevel opstilles der 3 megawatt-generator-møller, der har større problemer med lavfrekvent støj. Og 3 megawatt-møller er ofte også mærkbart større, typisk op mod 150 meter i stedet for omkring 100 meter, siger professor i energiplanlægning Frede Hvelplund fra Aalborg Universitet til Politiken.

Det er uklart, i hvor mange tilfælde der er blevet stillet en unødvendigt stor mølle op, men det gælder typisk for møller inde i landet, som ikke får fuldt udbytte af blæsten fra havet.

På en vindsvag placering er der meget lille forskel på, hvor mange kilowatttimer en lille mølle producerer i forhold til en stor. Men mens en lille 1,8 megawatt-mølle blot får 9,9 millioner kroner i tilskud, får den store 3 megawatt-mølle 16,5 millioner kroner.

Og det øger incitamentet for investorerne til at opstille en stor mølle.

Klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) har ikke ønsket at kommentere problematikken over for Politiken i energiforhandlingernes sidste fase.