Det er dårlig ledelse af Venstres partitop, når den offentligt banker Kristian Jensen på plads og fratager ham samtlige poster i Folketinget.

Det mener De Radikales Jens Rohde, som selv har en fortid i Venstre, hvor han ligesom Kristian Jensen blev skubbet ud i kulden efter et sololøb.

Lørdag aften fik Kristian Jensen frataget alle ordfører- og udvalgsposter af Venstres ledelse, efter at han i Jyllands-Posten har foreslået et bredt økonomisk reformsamarbejde mellem Venstre, De Konservative, Socialdemokratiet og Radikale Venstre.

»Nu skal jeg ikke blande mig i Venstres interne anliggender. Men set udefra udstiller det bare Venstre-toppens svaghed og dårlige ledelsesstil, når de offentligt banker Kristian Jensen på plads på den måde,« siger Jens Rohde.

Ingen hindring for skifte i RV

Men han har samtidig svært ved at forstå Kristian Jensens sololøb.

»Kristian Jensen har selv været en del af ledelsen og ved, at der er meget lavt til loftet i Venstre. Han var selv med til at håndhæve den ledelsesstil, og nu rammer det så ham selv,« siger Rohde.

Kristian Jensens melding kommer kun fem måneder efter, at han lavede et lignende sololøb i august. Her modsagde han direkte Lars Løkke Rasmussens ambition om en SV-regering på forsiden af Berlingske.

Jens Rohde skiftede selv fra Venstre til De Radikale i 2015 efter stor uenighed med partitoppen på især udlændingepolitikken. Han byder Kristian Jensen velkommen til at tage samme tur.

»Ingen bør være i et parti, hvor de ikke længere kan se sine egne holdninger. Så hvis Kristian Jensen vil skifte til os, kan jeg ikke se noget, der skulle forhindre det,« siger han.

Inden Jens Rohde skiftede til De Radikale, fik han også den hårde stil at mærke i Venstre. Det skete, da Jens Rohde i 2012 var forfatter til en kronik, hvor han gik langt uden for Venstres linje på EU-politikken. Det kostede ham en plads som spidskandidat til Europa-Parlamentet.

»Mange tror, at den kontante stil, hvor man overhovedet ikke må træde uden for partilinjen, blev grundlagt under Anders Fogh. Men det var i virkeligheden en ledelsesstil, som opstod under Lars Løkkes og Kristian Jensens ledelse,« siger Jens Rhode, der selv var politiker i Venstre under begge ledelser.

Søndag aften har Kristian Jensen udtalt sig for første gang, siden Venstre-ledelsen bankede ham på plads. Her fortæller han, at han ikke har planer om at skifte parti, selv om han ingen poster har i Venstre længere.

»Jeg er ikke på vej væk fra Venstre. Jeg er Venstre-medlem af hjertet. Det har jeg været, siden jeg var 17 år, og det har jeg tænkt mig at være, til jeg bliver lagt i graven, »siger han til TV Midtvest.