Marcus Knuth, der forlod Venstre til fordel for Det Konservative Folkeparti sidste år, bliver nu østjysk folketingskandidat.

Dermed kommer han til at stille op i samme kreds som sin tidligere chef og partikollega Jacob Ellemann-Jensen.

Det skriver Det Konservative Folkeparti i en pressemeddelelse.

Beslutningen om at indstille Marcus Knuth som folketingskandidat for Aarhus Syd-kredsen ved næstkommende folketingsvalg blev truffet af bestyrelsen i den konservative vælgerforening i Aarhus.

Aarhus vælgerforening tager endelig stilling til Marcus Knuths opstilling ved den næste generalforsamling efter sommerferien, står der i pressemeddelelsen.

Selv siger Marcus Knuth om beslutningen:

'Jeg er meget glad for bestyrelsens opfordring. Jeg glæder mig til at arbejde med alle konservative i Aarhus og Østjylland. Jeg er så heldig at være gift med en lokal pige fra netop Østjylland, så vi har allerede en god forankring i området,' siger Marcus Knuth.

Vælgerforeningsformand i Aarhus, Malene Hedegaard Christensen, tror på, at De Konservative med Marcus Knuth på holdet, står stærkt ved det kommende Folketingsvalg, der senest skal afholdes den 4. juni 2023.

'Vi er enormt glade for, at Marcus Knuth ønsker at stille op i Østjylland. Med Marcus Knuth får vi endnu en stærk konservativ kandidat, som, vi mener, kan bidrage til Konservatives fremgang og sikre to mandater ved næste valg,' siger Malene Hedegaard Christensen.

Udover Venstre-formand Jacob Ellemann-Jensen stiller også nuværende finansminister Nicolai Wammen (S) op i Aarhus Syd-kredsen.

Marcus Knuth blev valgt ind i Folketinget i Sjællands Storkreds for Venstre ved Folketingsvalget i 2015 med 7.351 personlige stemmer.

Ved folketingsvalget i 2019 blev han genvalgt for Venstre i Sjællands Storkreds. Her fik han 9.523 personlige stemmer.