Det vakte opsigt, da tidligere Venstre-toprådgiver Steffen Hjaltelin fredag i Weekendavisen skrev, at Socialdemokratiet både har haft planer om en ny boligskat – og om at indføre en formueskat.
Ifølge Hjaltelin blev boligudspillet lagt i graven, da debatten løb løbsk. Men selv om boligskatten efter hans vurdering er død, lever forslaget om en formueskat videre.
Nu fortæller den tidligere toprådgiver og politiske analytiker til B.T., hvad han konkret mener, at der er på trapperne.
»Nu hvor Socialdemokratiet ikke turde åbne op for boligskatten, er det oplagt for dem at tage fat i formueskatten. Den passer ind i deres opgør med stigende ulighed,« siger han.
Hjaltelin hæfter sig ved, at Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, i et interview med Børsen fredag ikke lagde afstand til Fagbevægelsens Hovedorganisations forslag om at genindføre formueskatten.
FHs model går konkret ud på, at formuer over 20 millioner kroner årligt beskattes med 0,3 procent.
»Det er min vurdering, at det kunne være en model, de går med. For den passer helt utroligt smukt med de fem milliarder kroner, de skal bruge til at finansiere deres lilleskoleudspil,« siger Hjaltelin.
I starten af februar præsenterede Socialdemokratiet deres nye udspil, hvor de vil sænke klasseloftet i folkeskolen til 14 elever per klasse.
Udspillet vil koste omkring fem milliarder - præcis det, som Socialdemokratiet vil kunne hente ind med en formueskat, påpeger Hjaltelin.
»De har jo sagt, at lilleskolen skal betales af dem, der har flest penge. Så det passer jo bare 1:1 på, at det kunne være den model,« siger han.
Ifølge Hjaltelins kilder havde partiet foruden formueskatten også planer om en ny boligskat. Men forslaget blev opgivet, da debatten eskalerede.
Det afgørende knæk kom, da Enhedslisten foreslog en skat på 15 procent af gevinster over en million kroner, mener Hjaltelin.
Ifølge den tidligere toprådgiver bekræftede det de borgerlige partiers advarsel om, at helt almindelige boligejere kunne ende med at blive ramt.
»Derefter blev det umuligt for Socialdemokratiet at fastholde, at det her ikke var en risiko for helt almindelige boligejere, hvis den knap kan drejes på,« siger han.
Hvor tæt kan du komme på, hvilke kilder der har fortalt dig det?
»Det kan jeg ikke, men det er på et meget, meget højt niveau. Men man kan jo se det alle steder lige nu. Rabjerg Madsen afviste aldrig en boligskat for de rigeste, ligesom han heller ikke afviser en formueskat,« siger han.
Hjaltelin vurderer, at en formueskat vil være nemmere for Socialdemokratiet at forsvare end en boligskat.
»Fra den borgerlige side burde man forsøge at skabe tvivl og sige, at det er en glidebane. Det er argumentet om, at de rigeste i forvejen har betalt rigeligt, men det er et enormt svært argument, for der var jo heller ikke massive folkelige protester mod toptopskatten,« siger han.
B.T. har forsøgt at få bekræftet Hjaltelins oplysninger. Socialdemokratiets pressetjeneste oplyser, at partiet ikke har nogen kommentarer.
Du kan lytte til B.T. Valgkamp på B.T.dk, Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

