Det er ikke gået manges næser forbi, at Donald Trump Jr. tirsdag lagde vej forbi Nuuk i Grønland.
Ej heller den tidligere svenske statsminister, Carl Bildt, der kalder Donald Trumps udtalelser og sønnens visit for en »politisk atombombe«.
»Trump Jr.s fire timer lange private besøg i Nuuk, ledsaget af ret kontante kommentarer fra hans far om USAs ambitioner for Grønland, var noget af en politisk atombombe i forholdet mellem USAs allierede, Danmark,« skriver han på det sociale medie 'X'.
Carl Bildts kommentar kommer i kølvandet på en begivenhedsrig dag, hvor Donald Trump har tiltrukket sig stor opmærksomhed efter et pressemøde tirsdag, hvor hovedemnet var Grønland.
Her kom det frem, at Donald Trump ikke er afvisende overfor at bruge militær eller økonomisk tvang i sagen om Grønland.
»Nej, jeg kan ikke forsikre dig om nogen af de to ting, men jeg kan sige, at vi har brug for dem af hensyn til den økonomiske sikkerhed,« sagde Trump.
Yderligere fortalte den kommende præsident, at han mener, at Danmark bør opgive Grønland af hensyn til den frie verdens sikkerhed.
»Vi har brug for Grønland af hensyn til vores nationale sikkerhed,« sagde Donald Trump på et spørgsmål om Grønland.
Udtalelserne er blevet kaldt en »absurd voldsom trussel« af B.T.s udlandsredaktør, hvortil B.T.s politiske analytiker mener, at situationen er ude af kontrol. Det kan du læse mere om i B.T.s liveblog HER.
