Den tidligere radikale landsformand Søren Bald er nu ude med riven efter Sofie Carsten Nielsen, der har overtaget formandsposten i Det Radikale Venstre.

»Hun har et kæmpe troværdighedsproblem,« siger Søren Bald til B.T.

Kritikken kommer, efter det mandag aften kom frem, at Sofie Carsten Nielsen kendte til en sexismesag omhandlende partiets tidligere formand Morten Østergaard allerede 17. september, men ikke handlede på oplysningerne. Det skriver Jyllands-Posten.

Sofie Carsten Nielsen forklarede sig med, at det var af hensyn til den krænkede kvinde, hun ikke fortalte om hændelsen med Morten Østergaard. Men den forklaring køber Søren Bald ikke.

»Der har skabt mistillid til den radikale folketingsgruppe. Håndteringen er elendig og utroværdig. Hun bruger et fortrolighedsargument, men det holder ikke. Hvis man som leder bliver bekendt med et forhold, der er uacceptabelt, så må man som ledelse forholde sig til det,« siger Søren Bald.

Det var De Radikales Katrine Robsøe, der tilbage i 2015 blev krænket af Morten Østergaard, mens hun var studentermedhjælper i partiet. Her oplevede hun uønsket seksuel opmærksomhed og berøringer fra Morten Østergaard.

Hun valgte dog først 17. september at fortælle Sofie Carsten Nielsen om sagen. Men det var bare ikke den fortælling, som Sofie Carsten Nielsen først kom med, da hun i fredags forholdte sig til tre nye krænkelser omhandlende Morten Østergaard foruden episoden med Lotte Rod.

Her fortalte Sofie Carsten Nielsen nemlig, at hun først lige havde fået af vide, at der var flere krænkelsessager. Så at hun nu – ifølge Søren Bald – står med et troværdighedsproblem, er hendes egen skyld:

»Hun har selv bragt sig i denne situation. Som det lyder i en gammel salme: 'Ved sorg og selvskabt plage, du intet retter ud.' Nogen burde have handlet tidligere.«

Om Sofie Carsten Nielsen kan blive siddende som formand, vil Søren Bald ikke udtale sig om. Det, mener han, må være op til folketingsgruppen.