Arif Qaraeen var indtil denne uge medlem af rådet hos Mellemfolkeligt Samvirke. Nu viser det sig, at Qaraeen tidligere har været medlem af ‘Folkefronten til Palæstinas Befrielse,' PFLP.
Det kan B.T. i dag fortælle.
Eller rettere – det har Qaraeen selv fortalt.
Det gjorde han nemlig i podcasten ‘En snak om Palæstina’ tilbage i december 2023.
Her talte værten – filminstruktør Omar Shargawi – nemlig med »tidligere medlemmer af PFLP, Talal Zube og Arif Qaraeen, som stadig er aktive indenfor den palæstinensiske modstandskamp« – som det fremgår af programbeskrivelsen.
PFLP har siden 1997 været på USAs liste over terrororganisationer, og i 2012 kom organisationen også på EUs terrorliste.
I podcasten fortæller Qaraeen ikke desto mindre, at han var medlem af PFLP, da han kom til Danmark, og giver udtryk for, at han sågar var med til at starte en PFLP-afdeling i Danmark.
Denne afdeling - lyder det fra Qaraeen - havde gode forbindelser til Libyen, og der var såmænd tre-fire arabiske ambassader, der støttede afdelingen samt den ligeledes nyoprettede 'Palæstinensisk Arbejderunion' – også finansielt, ifølge Qaraeen.
Det er ikke lykkedes B.T. at finde ud af, hvad der blev af PFLP-afdelingen i Danmark, og hvornår Arif Qaraeen selv mener at være stoppet som medlem.
PFLP har stået bag adskillige terrorangreb, herunder flykapringer og selvmordsbombeangreb.
Organisationen deltog desuden i terrorangrebet mod Israel den 7. oktober sidste år.
Arif Qaraeen, der var medlem tilbage i 1970erne - altså før organisationen officielt kom på diverse terrorlister - sad indtil for ganske nylig i Mellemfolkeligt Samvirkes »øverste myndighed« – nemlig deres ‘råd’.
Rådet beslutter, hvilke politiske og strategiske retningslinjer Mellemfolkeligt Samvirke skal følge.
Om det er her, Arif Qaraeen mener, at han fortsat har været 'aktiv indenfor den palæstinensiske modstandskamp,' ville B.T. gerne have spurgt ham om.
Qaraeen er imidlertid ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelser de seneste dage.
Det har Mellemfolkeligt Samvirke til gengæld. Herunder fremgår organisationens skriftlige svar på B.T.s spørgsmål.
Vidste I, at Arif har været medlem af PFLP?
»Nej, det vidste vi ikke«
Hvis nej - Hvordan forholder I jer så til de nye oplysninger om Arif, som I tidligere har erkendt, delte opslag på Facebook, der var ‘over grænsen og krænkende’? Kan han eksempelvis fortsætte i rådet?
»Det kommer naturligvis bag på os, men Arif, som nu er udtrådt af rådet, har ikke haft nogen indflydelse på Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde. Arif har været ét af rådets 100 medlemmer og har aldrig deltaget i rådets årlige møde.«
Anser I det for at være et problem, at Arif har været med til at træffe beslutninger, der vedrører krigen mellem Israel og Hamas - taget hans fortid i betragtning?
»Arif, som nu er udtrådt af rådet, har kun været medlem af rådet i under et år uden at have deltaget rådets møder og har derfor ikke haft nogen indflydelse på Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde,« lyder den kortfattede og afsluttende kommentar fra Haifaa Awad.
Såfremt Arif Qaraeen har været af den overbevisning, at han har kæmpet for palæstinensernes sag i Mellemfolkeligt Samvirke, så er det måske ikke helt så underligt endda:
Mellemfolkeligt Samvirke har i hvert fald været særdeles aktiv i krigen mellem Israel og Hamas.
Går man ind på organisationens hjemmeside, bliver man således mødt af et palæstinensisk flag i hjerteform efterfulgt af teksten »Bliv Palæstinastøtte.«
Organisationen går derudover ind for en »officiel anderkendelse« af Palæstina og har sagtsøgt den danske stat for at »stoppe våbeneksport til Israel.«
Mellemfolkeligt Samvirke giver derudover ofte sin holdning til kende i spørgsmål om antisemitisme.
Senest kritiserede generalsekretær, Tim Whyte, onsdag i Altinget regeringens nye aftale om bekæmpelse af antisemitisme.
Whyte er nemlig bekymret for, hvorvidt tiltagene mod antisemitisme vil »begrænse retten til at kritisere staten Israel.«
Derudover kritiserer generalsekretæren Folketinget for »ikke at virke særligt optaget af andre former for hadtale end antisemitisme.«
Timingen finder Venstres nyslåede politiske ordfører, Jan E. Jørgensen, interessant.
På X skriver Jan E. i forlængelse heraf, at:
»Nu bliver det nok et nummer for festligt for mig: Mellemfolkeligt Samvirke tordner mod antisemitisme-pakken et døgn efter, det blev dokumenteret, at deres ledende skikkelser kørte fuldkommen overfor rødt ift selv at sprede jødehad.«
Mellemfolkeligt Samvirke får millioner af kroner i offentlig støtte.
Størstedelen heraf skyldes, at den aktivistiske interesseorganisation er valgt som en af regeringens ‘strategiske partnere for perioden 2022-2025’.
Det betyder, at Mellemfolkeligt Samvirke får 129 millioner kroner i støtte hvert år som en del af Danmarks udviklingssamarbejde.
Men efter B.T.s tidligere afsløringer har flere partier givet udtryk for, at pengekassen nu skal lukkes i.
Efter B.T. onsdag har fremlagt Haifaa Awad oplysningerne om, at Mellemfolkeligt Samvirkes tidligere rådsmedlem, Arif Qaraeen, har været medlem af PFLP, har Awad delt følgende på X: