»Det er åbenbart blevet populært at forlade politik med en nedgørelse af det politiske liv.«

Sådan indleder den tidligere Venstre-minister Tina Nedergaard et opslag på sin Facebook-profil.

I opslaget, der er lagt op dagen efter, at V-profilen Tommy Ahlers meldte sin exit fra dansk politik, skriver hun, at der er stor forskel på at starte det politiske liv som minister og som 'almindelig' folkevalgt – altså nøjagtig den begyndelse, som Tommy Ahlers har haft i sit politiske liv.

'Der er stor forskel på politikere, der ukendt bygger sig selv op til at blive valgt med hjælp fra gode folk, og så de 'kendisser', der træder ind som ministre og derefter 'skal tåle' tiden i Folketinget,' skriver Nedergaard, der sad som undervisningsminister fra 2010 til 2011.

V-folketingsmedlem og iværksætter Tommy Ahlers.
V-folketingsmedlem og iværksætter Tommy Ahlers. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Vis mere

I et interview med TV 2 tirsdag begrundede Tommy Ahlers sin afgang med, at han »ofte oplever, at politik handler meget om spillet og lidt for lidt om visionerne og de gode ideer«.

I en kommentar til B.T. onsdag aften afviser Tina Nedergaard dog pure, at opslaget er en kritik af Ahlers. Hun skriver i opslaget, at politikere, hvis første politiske hverv er minister, har haft en mere privilegeret start på den politiske karriere.

'Du har hjælp på hver finger, du spilder ikke din tid, du modtages på landingsbanen, når du har møder i udlandet. Du har bil og chauffør. Du har ALT,' skriver Tina Nedergaard og fortsætter:

'Til sammenligning er MFere (medlemmer af Folketinget, red.) presset på alt. De skal lytte og lytte. Han/hun må selv køre bilen og tjener halvdelen. Han/hun skal forhandle på andres præmisser og tåle ikke at blive set eller hørt. Medierne ringer ikke af sig selv. Du er én blandt mange.'

(ARKIV) Folketingets åbning tirsdag d. 7. oktober 2014. Venstres Tina Nedergaard ankommer til Slotskirken. Torsdag den 28. marts 2019 fylder tidligere undervisningsminister og folketingsmedlem Tina Nedergaard, 50 år. . (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Folketingets åbning tirsdag d. 7. oktober 2014. Venstres Tina Nedergaard ankommer til Slotskirken. Torsdag den 28. marts 2019 fylder tidligere undervisningsminister og folketingsmedlem Tina Nedergaard, 50 år. . (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix) Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

'Måske er kulturen i politik ikke indrettet på folk, der altid forventer at stå forrest,' slutter Tina Nedergaard sit Facebook-opslag.

Tina Nedergaard vil gerne uddybe sine tanker bag opslaget over for B.T.:

»Det er det slet ikke. Jeg forsøger at påpege, at det bliver lidt for nemt for folk uden for politik og selv folk, der er i politik og vælger at forlade det, at tale om det danske folkestyre og Folketing som et sted, hvor det kun handler om form og om spillet. Den oplevelse har jeg slet ikke,« siger hun om sine egne erfaringer fra det politiske liv.

Tina Nedergaard sad i Folketinget i ti år for Venstre, og hun valgte at stoppe den politiske karriere i 2011, efter hun ikke opnåede genvalg ved folketingsvalget samme år.

»Hvis man er vant til at være erhvervsleder, så kan det politiske arbejde uden for ministerkontoret forekomme trivielt. Vi, der er startet den modsatte vej, har lært at sætte pris på det,« siger Tina Nedergaard.

»Når man forlader politik, og det har jeg selv gjort, så synes jeg, vi skylder folkestyret, kollegerne i Folketinget og vælgerne at gå videre i vores liv med budskabet om, at vi er godt tjent med de politikere, vi har,« slutter hun.

Du kan læse hele Tina Nedergaards opslag her: