Ritt Bjerregaards angreb på 80'ernes machokultur i S har åbnet et gammelt sår. To tidligere ministre er dybt uenige om, hvor man skal placere ansvaret for Inge Fischer Møllers selvmord
Mere end 30 år efter Inge Fischer Møllers død kan hendes tragiske skæbne stadig vække stærke følelser til live og genåbne gamle fronter i Socialdemokratiet.
I andet bind af sine erindringer, som udkommer i næste uge, anklager Ritt Bjerregaard flere ledende socialdemokrater som Anker Jørgensen, Ejner Hovgaard Christiansen og Knud Heinesen for at have et medansvar for Inge Fischer Møllers død i sommeren 1984.
Som nyvalgt næstformand fik Inge Fischer Møller mændenes vrede at føle. Her kom en kvinde og truede mændenes magtmonopol i Danmarks største, regeringsbærende parti. Mændene sad på det hele, og de knoklede hende ned.
»Hun blev mobbet fra den første dag,« skriver Ritt Bjerregaard.
»Det er er en løgnehistorie ud over alle grænser,« siger tidligere sundhedsminister Torben Lund. Spørger man derimod tidligere ligestillingsminister Jytte Andersen, er hendes oplevelse en anden.
Da Inge Fischer Møller i efteråret 1980 blev næstformand i Socialdemokratiet, skete det i kampvalg med Jytte Andersen, der var ledelsens foretrukne kandidat. Jytte Andersen var ikke som Inge Fischer Møller, Helle Degn om mange andre en del af Ritt Bjerregaards kaffeklub. Hun var tværtimod kritisk overfor Ritt og en af de få, der ikke stemte på hende, da Anker i 1981 anbefalede hende som formand for folketingsgruppen.
»Det var Anker forundret over. Men det ville jeg ikke. Jeg anså gruppeformandsposten for at være en trædesten til posten som formand for partiet, og jeg ville ikke have Ritt. Jeg støttede dengang Svend Jacobsen, når Anker en dag stoppede. Det havde vi det lidt besværligt med, men det gik over, og siden blev vi gode venner,« fortæller Jytte Andersen.
Hun mener, at de tre machomænd, som Ritt sætter navne på, ikke skal have skylden alene. Men tiden var en anden.
»At der var en mandekultur i partiet siger sig selv. Det var der dengang. Mange af de gamle mænd var forfærdelige. Typer som Erling Jensen, Poul Søgaard og Egon Jensen. Det oplevede man som nyvalgt folketingsmedlem. Da jeg skulle holde min jomfrutale i gruppen, havde jeg selvfølgelig sommerfugle i maven og røde pletter på huden af bar nervøsitet. Dengang skulle man hav lov af gruppen, hvis man ville stille et spørgsmål til ministeren. Jeg skulle tale om skoleskibet Danmark og foreslog at man kunne spørge ministeren, om ikke man kunne overveje at planlægge det sådan, at der også kunne komme kvinder på skoleskibet. Inden jeg havde talt sætningen til ende, blev jeg afbrudt af Erling Jensen, der fra den anden ende af rummet fnøs, at det kunne der over hovedet ikke være tale om. Gruppeformanden sagde ikke noget. Jeg satte mig ned og tænkte, hold da op, det begynder godt. Den opførsel var aldrig gået i dag,« fortæller Jytte Andersen.
Som hun husker det, fik Inge Fischer Møller sit første knæk, da ledelsen besluttede sig for at hendes nyvundne næstformandspost ikke skulle have noget indhold.
»Der skulle nok have været en mindre sårbar type end Inge på den post. Ritt har nok oplevet det stærkere end jeg på Inges vegne. Det var hårdt at være kvinde i en organisation, der var mere end 100 år gammel. Men det var ikke kun machokulturen, det var også hendes sårbarhed, der spillede ind,« siger Jytte Andersen.
Torben Lunds erindring om forløbet går tilbage til 1981, da han kom i Folketinget og hurtigt lærte Inge Fischer Møller at kende.
Han kalder Ritts genfortælling for historieforfalskning og en løgn. At gøre Anker Jørgensen og Knud Heinesen til medansvarlige for Inge Fischer Møllers død er i hans øjne en »infam« påstand.
»Det er en fuldstændig urimelig udlægning af historien, som Ritt her præsenterer. Jeg ved, at Anker var en meget varm fortaler for ligestilling,« siger Torben Lund.
Han havde i 1982 som ung og uerfaren politiker mange samtaler med Inge Fischer Møller. Hun var med til at lavet forarbejdet til den senere lov om registreret partnerskab, og det gjorde et stærkt indtryk på ham.
»Hun var et smukt og ordentligt menneske, og hun har selv fortalt mig, hvordan forholdene var. Problemet var, at hun var meget dygtigere end Ritt. Inge havde gennemskuet Ritt. Hun var ikke på hendes hold og ikke en del af hendes kaffeklub. Det er historieforfalskning,« siger Torben Lund og fortæller, at det var hans indtryk, at det indbyrdes forhold mellem Inge Fischer Møllers forhold og Anker Jørgensen var godt.
»Men hun havde et meget følsomt sind. Der var mange ting, der gik hende på, og det var et chok for os alle, at hun døde,« siger han.
Den omstændighed, at Anker Jørgensen ikke ville overflytte arbejdsopgaver fra partisekretær Ejner Hovgaard Christiansen til Inge Fischer Møller for at give hende noget mere at lave, skal man ifølge Torben Lund ikke tillægge den store betydning.
»Derfor tager man jo ikke sit eget liv,« siger han.
Han meldte sig ud af partiet for ti år siden, men kalder sig stadig for socialdemokrat.
BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Ritt Bjerregaard.
