Der har det seneste stykke tid været stor debat omkring brugen af medicinsk cannabis.

Iværksætteren Klaus Riskær har åbnet en plantage i Uruguay, der producerer det som kosttilskud. Også skuespilleren Søs Egelind har tidligere stået frem i et DR-program og fortalt, at hun har brugt medicinsk cannabis i forbindelse med sin kræftsygdom.

Nu fortæller den tidligere Radikale minister Manu Sareen i et interview med Avisen.dk, at han har taget medicinsk cannabis.

»Søvnen er det sværeste for mig. På det punkt er man virkelig sårbar, når man er stresset. Jeg er smadret efter en uge med kun fem timers søvn pr. nat, når jeg samtidig skal toppræstere. Det eneste, som har hjulpet mig i stressede og søvnløse perioder, er cannabisolie fra Endoca uden THC, der gør dig skæv, » siger han til mediet.

Den nu 49 år gamle Manu Sareen fortæller også, at han har forsøgt sig med traditionel sovemedicin, men at det slet ikke har haft samme gavnlige effekt. Da det har efterladt ham i et 'zombieagtigt' stadie.

Om han stadig benytter sig af medicinsk cannabis i stressede perioder fremgår ikke af artiklen.

Fra 2018 og fire år frem bliver der indført en forsøgsordning, hvor læger må udskrive medicinsk cannabis til en udvalgt gruppe patienter. Herefter skal der tages stilling til, hvorvidt det skal gøres permanent. Medicinsk cannabis kan indeholde THC, der er stoffet, som gør dig skæv. Men varianten, som eksempelvis Manu Sareen har brugt, er med stoffet CBD, der kun giver en lindrende effekt.

Debatten omkring medicinsk cannabis er blandt andet opstået, fordi mange syge mennesker har opsøgt og købt det fra mere eller mindre lyssky kilder fra eksempelvis internettet. Dermed er de i jagten på et bedre helbred blevet kriminaliseret.