Det var med en blanding af vemod og kække bemærkninger, at den nu tidligere regering forlod Amalienborg.

Efter præsentationen af Mette Frederiksens (S) nye regering ankom det gamle ministerhold til Amalienborg for at takke af. Nogle udtrykte vemod, andre havde mere friske kommentarer.

Tidligere uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) var lutter smil på vej ind til dronningen.

- Det er alt, alt for tidligt. Det var lige blevet sjovt, og det har været skidesjovt. Mit råd til den næste minister er at have masser af passion og at lytte til forskerne, siger Tommy Ahlers.

Han har i sin tid som minister aktivt talt imod eksisterende lovgivning, der skar penge fra uddannelse. Han har også begrænset antallet af uddannelser, unge må tage.

- Jeg synes, at det, den nye regering lægger op til, med at afskaffe omprioriteringsbidraget og uddannelsesloftet, ser meget fornuftigt ud. Det vil give mere frihed til de studerende, siger Tommy Ahlers.

En anden tidligere minister, der kan forvente at se en stor del af den eksisterende politik skiftet ud, er tidligere kulturminister Mette Bock (LA).

- Jeg synes, det har været et kæmpe privilegium. Nu lukker det kapitel og et nyt åbner, siger hun og fortsætter om en potentiel tilbagerulning af de besparelser på public service, hun har stået for:

- Sådan er et demokrati. Flertallet bestemmer, og jeg overlader det trygt til en ny regering. Jeg synes jo, at det vi har lavet, er godt. Men nu må vi se.

Inger Støjberg (V) nøjes med at ønske Mathias Tesfaye (S) held og lykke med arbejdet som udlændinge- og integrationsminister, mens nu forhenværende økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille annoncerer, at han vil agere politisk debattør i lyset af, at der nu er en socialdemokratisk regering.

Tidligere skatteminister Karsten Lauritzen (V) videregiver en stor opgave, da skattemyndighederne kæmper med store problemer inden for it og korrekt inddrivelse.

- Jeg råder ham til at passe godt på de mange dygtige medarbejdere. Det er dem, der skal løse opgaven sammen med Morten (Bødskov, red.). Det skal de nok klare, siger Karsten Lauritzen.

/ritzau/