Det var et af de helt store samtaleemner i forbindelse med valgaftenen i 2015.

Socialdemokratiet og Helle Thorning-Schmidt havde lige tabt regeringsmagten. Stemningen til valgfesten hos S var derefter. Og så stak TV 2 en mikrofon op til Henrik Sass Larsens mund.

Lige inden havde samme mund omfavnet kanten af et plastikbæger med en skummende fadøl, som Sass Larsen nød med partikammeraten og ministerkollegaen Carsten Hansen.

TV 2's udsendte spurgte:

Er det gravøl, der bliver drukket lige nu?

»Nej, det kan man jo ikk' gøre...«, snøvlede Henrik Sass Larsen tilbage til livereporteren, der forsøgte med et nyt spørgsmål.

»Vælgernes afgørelse er jo retfærdighed,« fortsatte Henrik Sass Larsen usammenhængende til TV 2.

Siden har der været meget diskussion om, hvorvidt Henrik Sass Larsen var beruset - og i så fald i hvilket omfang.

I et interview med Fyens løfter Carsten Hansen, som Sass Larsen netop stod sammen med, lidt af sløret for, hvad han og kammeraten havde fået at drikke inden det berømte og berygtede interview.

»Vi havde sammen med et par gode venner lavet mad i Henriks lejlighed. Jeg havde et par flasker rødvin med, og vi drak nogle øl. Måske slog det ekstra, fordi vi havde været gennem meget hårde valgkampsuger, og vi går ud i kulden mod Christiansborg. Vi er meget tæt på det endelige valgresultat og ved, at vi mister magten. Det berører os også, men jeg følte mig nu ikke voldsomt beruset,« forklarer Carsten Hansen til mediet.

Og det er ikke helt ulig det, Henrik Sass Larsen tidligere har beskrevet i et fødselsdagsinterview.

»Vi havde ført valgkamp i tre uger, vi var stressede, havde ikke sovet og spiste hos mig. Vi var fire mennesker, og vi fik knap tre flasker vin og hver en øl. Vi opdagede ikke, at vi var berusede, men det gjorde andre,« sagde Henrik Sass Larsen.