Tidligere folketingsmedlem for Liberal Alliance Laura Lindahl skifter til De Konservative.

»Jeg blev valgt ind i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg for Liberal Alliance for syv år siden. Siden er jeg blevet gift og mor til to børn, hvilket utvivlsomt har sat nye perspektiver på den politik, jeg ønsker at kæmpe for,« skriver hun om beslutningen i et Facebook-opslag.

»Da jeg sad til budgetforhandlinger tilbage i efteråret og kunne mærke, at jeg brændte mere for at få flere pædagoger i daginstitutionerne end for at sænke skatten, da vidste jeg, at jeg hører hjemme hos de konservative og ikke længere i Liberal Alliance,« tilføjer hun.

Lindahl sad i Folketinget for Liberal Alliance fra 2015 til 2019.

Hun sidder stadig i kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune. Skiftet betyder, at hun stiller op for De Konservative ved kommunalvalget i november.

»Jeg er stolt af at have kæmpet for at rykke holdninger med dedikerede partifæller (fra Liberal Alliance, red.) fra hele landet, og jeg skylder især Anders Samuelsen, Lars Seier og andre nøglepersoner en stor tak for at have gjort det muligt. Det er et farvel til partiet som medlem, men det er forhåbentlig ikke farvel til de fantastiske mennesker, jeg har lært at kende gennem årene,« skriver hun.

Videre fortæller hun, at hun er »rørt og taknemmelig« for den modtagelse, hun har fået hos Det Konservative Folkeparti.

»Det føles som den helt rigtige beslutning, og jeg ønsker derfor også at stille op som kandidat for Det Konservative Folkeparti på Frederiksberg til det kommende kommunalvalg,« skriver hun og fortsætter:

»Min farmor var valgt til byrådet for de konservative i Køge i mange år. Hvis hun havde levet i dag, ville jeg have glædet mig til at fortælle hende om min beslutning. Men mon ikke hun smiler med et sted fra oven?«