Theis Krarup Hansen, der har forladt Alternativet, har anmeldt mistanke om regnskabsrod til Præsidiet.

Alternativet er blevet anmeldt til Præsidiet i Folketinget på grund af en mistanke om uregelmæssigheder i regnskaberne for partiets folketingsgruppe.

Det er Theis Krarup Hansen, der er tidligere bestyrelsesmedlem og kasserer i partiet, der står bag anmeldelsen. Det skriver Ekstra Bladet.

- Der er blevet udvekslet beløb mellem landsorganisationen og Alternativets folketingsgruppe på Christiansborg.

- Det er ret nemt at se, at der ryger penge fra landsorganisationen til Christiansborg, men jeg har ikke kunnet få indblik i, hvad der så sker med dem derfra, siger Theis Krarup Hansen til Ekstra Bladet.

Ifølge ham burde det være "den letteste sag i verden" for folketingsgruppen at forklare, hvordan midlerne indgik i den øvrige økonomi.

- Men den forklaring har jeg ikke fået, siger han til avisen.

Da han ikke har kunne få afkræftet mistanken, har han valgt at gå til præsidiet.

Det er Folketingets formand og fire næstformænd fra de største partier, der udgør Præsidiet, som beskæftiger sig med Folketingets interne forhold.

Ifølge Theis Krarup Hansen drejer det sig om mere end 100.000 kroner, som han ikke har kunne få en redegørelse for.

29. marts meddelte det ny afgåede partimedlem på Facebook, at han havde meldt sig ud af både partiets og dets hovedbestyrelse.

Der gik ikke længe, før blev sendt en mail rundt i partiet, om anklagerne om rodet med regnskabet.

I en mail, som Jyllands-Posten har citeret fra partiets ledelse, lyder det, at de regnskabsmæssige bekymringer ikke er nye.

Der står også, at Theis Krarup Hansen ikke har taget imod tilbud fra landssekretariatet eller sekretariatledelsen for at gennemgå sagen.

Det lyder videre, at regnskaberne er godkendt af både eksterne revisorer og af statsrevisorer. Det afgåede medlem afviser dog, at have afslået et tilbud om at gennemgå sine bekymringer.

Men den opfattelse deler Alternativets sekretariatschef på Christiansborg, Lykke Jensen ikke. Ifølge hende har partiet forsøgt at forklare sig.

- Vi har givet ham en gennemgang, der skulle svare på hans spørgsmål, lyder det i et skriftligt svar til Ekstra Bladet.

- Den mente han ikke var tilfredsstillende, hvorfor vi gav ham en stående invitation til endnu en gennemgang, lyder det videre.

Hun påpeger, at Alternativet har levet op til sine forpligtelser på regnskabsfronten.

/ritzau/