Søren Gade (V) skal i Højesteret forklare, hvad han i 2004 vidste om risikoen for mishandling af irakere.

For første gang skal en ansvarlig minister under vidneansvar fortælle, hvad regeringen i 2004 vidste om danske soldaters håndtering af fanger i Irak.

Det sker, når daværende forsvarsminister Søren Gade (V) skal vidne i sagen i Højesteret.

Det skriver Politiken.

Tidligere har Forsvarsministeriet afvist, at Søren Gade skulle vidne, fordi man mente, at det ikke kom sagen ved. Søren Gade er i dag medlem af EU-Parlamentet.

Sagen omhandler Danmarks tilstedeværelse i Irak. Her blev en gruppe irakiske bønder i 2004 taget til fange under det, der hed "Operation Green Desert", som var en danskledet militæroperation.

Irakerne blev taget til fange i det sydlige Irak og overleveret til irakiske styrker, hvor de blev mishandlet.

Det understregede Østre Landsret i hvert fald i 2018, da retten efter en årelang erstatningssag besluttede, at Forsvarsministeriet skulle betale 30.000 kroner til hver af de 18 irakere.

Dommen faldt ud således, fordi Østre Landsret mente, at irakerne var blevet mishandlet - og at Danmark kendte til risikoen, men alligevel undlod at forsøge at hindre det.

Retten mente dog ikke, at der var tale om tortur, eller at Danmark havde deltaget i mishandlingen.

Allerede da sagen kørte i landsretten, ville de irakiske anklagere have afhørt Søren Gade, som var forsvarsminister fra 2004 til 2010.

Men dengang modsatte Forsvarsministeriets advokat, Kammeradvokaten, sig dette. Det gør det ikke længere.

- Sagen står anderledes nu end i Østre Landsret, forklarer Peter Biering fra Kammeradvokaten til Politiken.

- Når vi har bedt Søren Gade afgive forklaring i Højesteret, så er det, fordi landsretten i sin dom siger, at nogle af irakerne skal have en erstatning, fordi ministeriet vidste - eller burde vide - at forholdene i Irak ikke var de bedste, tilføjer han.

Dermed kommer Søren Gade i Højesteret til at skulle forklare, hvad han vidste om den omdiskuterede militæroperation "Green Desert". Herunder om risikoen for, at de tilfangetagne irakere kunne blive mishandlet af irakiske styrker.

Desuden kommer sagen til at gennemgå 50 til 60 andre vidner, som Højesteret ifølge Politiken har godkendt.

Søren Gade har dog ikke ønsket at udtale sig om den nye rolle som centralt vidne, skriver Politiken.

/ritzau/