Svend Jakobsen, der var formand for Folketinget fra 1981 til 1989, døde lørdag. Han blev 86 år gammel.

Tidligere formand for Folketinget Svend Jakobsen (S) er død.

Han blev 86 år og døde lørdag. Det oplyser Folketinget til Ritzau.

Fra 1981 til 1989 sad han i stolen som formand for Folketinget. Inden da var han flere gange minister i Anker Jørgensens (S) regeringer.

Svend Jakobsen var fra 1973 til 1981 både boligminister, skatteminister, fiskeriminister og finansminister, inden han blev formand for Folketinget.

Han forlod dansk politik i 1989 - 18 år efter at han blev valgt til Folketinget første gang - for at blive direktør for Danmarks Sparekasseforening.

Folketingets hjemmeside bringer i anledningen mindeord fra nuværende folketingsformand Henrik Dam Kristensen (S).

- Som ung politiker så jeg op til Svend Jakobsen. Han stod som et forbillede, fordi han var saglig og pragmatisk med en imponerende evne til at skabe resultater på tværs af de politiske forskelle.

- For ham handlede det om sagen. Han selv kom i anden række. Det er ikke mindst derfor, han var så bredt respekteret, lyder det fra Henrik Dam i mindeordet.

Mindeordet vil blive læst op i Folketingssalen af formanden, oplyser Formands- og Direktionssekretariatet. Det sker hver gang, at en tidligere formand går bort.

Fra 1990 til 1994 sad Svend Jakobsen for bordenden i Finansrådet efter fusionen mellem banker og sparekasser.

Han var desuden bestyrelsesformand for Kunstmuseet Arken og Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde i flere år.

Længe inden han havde sin daglige gang på Christiansborg, fik Svend Jakobsen en handelsmedhjælpereksamen i 1955. Derefter arbejdede han i en årrække som kommis og konsulent i FDB.

Han blev født i 1935 i en landarbejderfamilie i Vendsyssel.

/ritzau/