Sagerne om krænkelser og upassende adfærd over for flere unge mænd kommer bestemt ikke som nogen overraskelse.

I hvert fald ikke for dem, der har kendt Lizette Risgaard og haft deres daglige gang i fagbevægelsen de sidste mange år.

Sådan lyder det nu fra Tine Aurvig-Huggenberger, der er tidligere næstformand i LO, mens Lizette Risgaard lige nu kæmper for sin formandspost på et hasteindkaldt møde, der begyndte klokken 16 lørdag eftermiddag.

»Det har været velkendt, at Lizette (Risgaard, red.) var grænseoverskridende. At hun gik meget tæt på folk, krammede og rørte. Rigtig mange har også kendt til, at der har været adskillige mandlige ansatte, der synes, det var ekstremt ubehageligt, at hun gik så tæt på,« siger den tidligere LO-næstformand.

Lizette Risgaard gik fredag på orlov, efter at Berlingske og Ekstra Bladet har kunnet fortælle om en række mandlige ansatte i FH, der har oplevet upassende berøringer og grænseoverskridende adfærd fra Lizette Risgaards side.

Ifølge Tine Aurvig-Huggenberger går historierne om grænseoverskridende adfærd fra Risgaards side mange år tilbage.

»Hvis det havde været historier fra folk på et ligeværdigt niveau, var det jo én ting, men de her historier er kommet fra ansatte og Lizette Risgaards underordnede i flere år. Det er klart, at det er et problem,« siger hun.

Hvis så mange mennesker har kendt til de her forhold i en årrække, hvorfor er der så ingen, der har grebet ind?

»Jeg tror, som en af de yngre mænd også har sagt her de sidste par dage, at man ikke har haft noget sprog for, hvordan det var som mand at blive udsat for krænkelser. Jeg tror, det er svært som ung mand – og var endnu sværere for nogle år siden – at sige det her højt. Det kan man jo se på kommentarsporene på sociale medier i de her dage, hvor nogle mennesker sidder og gør grin med mændene,« siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Samtidig har fagbevægelsen i mange år været præget af en meget direkte, hård og kontant tone, hvor den interne kultur høj grad har handlet om, at man for alt i verden ikke måtte virke sart eller nærtagende.

»Jeg plejer at sige, at hvis man har fået sin politiske opdragelse i fagbevægelsen, kan man klare hvad som helst. Noget af det, jeg selv holdt af ved det, var, at man vidste, hvor man havde folk. Men det var heller ikke et miljø, hvor det var nemt at stå frem og fortælle, at man var blevet krænket af en kvinde,« siger Tine Aurvig-Huggenberger.

B.T. har gentagne gange forsøgt at få en kommentar fra Lizette Risgaard. Det har endnu ikke været muligt.

FH holder lørdag aften møde i forretningsudvalget om Lizette Riisgaard. Følg med i udviklingen på vores liveblog her.