Der er ganske stor forskel på, hvordan de 13 danske medlemmer af Europa-Parlamentet har ageret i den valgperiode, der nu er gået.

For mens Anders Vistisen (DF) er det danske medlem, der har været mest aktiv, når det kommer til at stemme, stille spørgsmål, holde taler, stille politiske forslag og afgive stemmeforklaringer, ser billedet helt anderledes ud for Danmarks eneste løsgænger i Bruxelles og Strasbourg.

Rikke Karlsson, der blev valgt for Dansk Folkeparti, men senere brød med partiet i forbindelse med skandalesagerne omkring fondene Meld og Feld, skraber bunden og er blandt alle parlamentets 751 medlemmer placeret på en 729. plads.

Det viser den seneste opgørelse af parlamentarikernes aktivitetsniveau, som den uafhængige webside MEPranking.eu løbende foretager.

For Rikke Karlsson selv er det ikke overraskende nyt.

»Der er mange andre måder at være politiker på. Det har været et valg, jeg har truffet helt bevidst. Jeg har brugt meget af min tid på henvendelser fra borgere, og jeg er meget tilfreds med, hvordan det er gået,« siger Rikke Karlsson, der ikke genopstiller ved valget søndag.

Som løsgænger har hun måttet erkende, at der er grænser for hvad hun med to medarbejdere havde kapacitet til. Her ville det have været en fordel at tilslutte sig en anden gruppe - men det endte hun alligevel med ikke at gøre.

»Jeg ville gerne være partipolitisk neutral, og derfor har jeg det godt med det valg, jeg traf om ikke at gå ind i en anden gruppe,« siger Rikke Karlsson.

Ifølge professor i statskundskab ved Københavns Universitet Anne Rasmussen, der forsker i netop EU, er det ikke overraskende, at en løsgænger havner nederst på ranglisten.

»Løsgængere har det svært. De har svært ved at få ordførerposter, fordi det er partierne, der sidder tungt på dem,« siger hun.

Alligevel giver ranglisten et billede af, hvordan virkeligheden ser ud.

»Den giver et indblik i, hvordan parlamentarikerne udfører officielle institutionelle opgaver,« siger hun.

Anders Vistisen glæder sig over sin førsteplads.

»Jeg har bare prøvet at passe mit arbejde. Men jeg tror da, at nogle af mine kolleger er lidt irriteret over, at jeg ligger nummer et. Listen var sikkert blevet talt op, hvis det havde været en af dem,« siger han.

Førstepladsen viser ifølge Anders Vistisen, at holdningen til EU ikke behøver betyde noget for arbejdsindsatsen i parlamentet. Som gruppeformand for ECR - Gruppen af Europæiske Konservative og Reformister - har han med egne ord været 'en stor fisk i en lille sø'.

»Det er som bekendt bedre end at være en lille fisk i en stor sø,« siger han med reference til de danske medlemmer af Europa-Parlamentet, der sidder i de store grupper i parlamentet.

Dem har han i øvrigt også en lille stikpille til.

»Hvis man er havnet på en placering nede under 400-500 blandt alle parlamentarikerne, så hører man nok til den del af parlamentet, man ikke ser så meget. Så har man nok ikke fokuseret ret meget på det parlamentariske arbejde,« siger han.

Gælder det også Rikke Karlsson?

»Vi har kontor ved siden af hinanden. Det er ikke så tit, jeg er rendt på hende ude ved kaffemaskinen,« siger Anders Vistisen.