Bøgsted forlod DF i februar og har været løsgænger siden. Nu vil han være med i Støjbergs nye parti.

Tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti og nu løsgænger Bent Bøgsted stiller sig til rådighed for Inger Støjberg og hendes nye parti, Danmarksdemokraterne.

Det siger han til DR Nordjylland.

- Jeg forventer, at partiet vil arbejde ihærdigt for at tilgodese den almindelige dansker. Den dansker, der går ude omkring og slider og slæber for at få Danmark til at køre, siger han til mediet.

Han forlod Dansk Folkeparti i februar. Det gjorde han sammen med folketingsmedlemmerne Liselott Blixt, Karina Adsbøl og Lise Bech.

De kunne ikke forlige sig med formand Morten Messerschmidts ledelsesstil. De sagde, at partistifter Pia Kjærsgaard skaber dårlig stemning og "voksenmobber".

Bøgsted har tidligere sagt, at han "sagtens" kunne se sig selv som medlem af Danmarksdemokraterne.

Fredag meddelte DF-folketingsmedlemmerne Per Skaarup og Jens Henrik Thulsesen Dahl, at de går samme vej.

/ritzau/