Det møder nu kritik, at halvdelen af Dansk Folkepartis årsmøde foregår bag lukkede døre.

Lørdag får pressen og offentligheden ikke adgang til stormødet, hvilket ikke falder i god jord hos partiets tidligere pressechef, Søren Søndergaard.

Det fortæller han til mediet Kforum:

»Jeg synes, det er skævt og noget pjat. Det er især et problem, når man hedder Dansk Folkeparti, for det er jo hverken dansk eller folkeligt,« han til mediet.

På partiets hjemmeside fremgår det, at årsmødet starter klokken 10, hvor der altså kun er adgang for partimedlemmer. 

Her skal partiet blandt andet fremlægge deres regnskab og budget samt vælge hovedbestyrelse – et valg, der ikke bliver overværet af pressen. Først fra klokken 13.00 åbnes dørene for offentligheden.

Søren Søndergaard er i dag rådgiver i konsulentfirmaet Rud Pedersen. Foto: Mathias Svold

Netop den lukkethed, frygter den tidligere pressechef kan sprede sig til øvrige partier. Det mener han vil være skadeligt for folkestyret.

B.T. har forelagt Søren Søndergaards kritik for Peter Kofoed, der er politisk ordfører i Dansk Folkeparti. 

I en sms skriver ordføreren, at han er uforstående over for pressechefens kritik:

»Søren, kom nu i sommerhumør. Det går strygende for Dansk Folkeparti. Vores målinger er gode, vi har kæmpe medlemsfremgang, og i weekenden holder vi det største årsmøde i ti år.«

»Og vi synes, det er helt naturligt, at en del af arrangementet er forbeholdt medlemmer, og at en del af arrangementet giver mulighed for, at pressen kan deltage.«

Søren Søndergaard var pressechef for Dansk Folkeparti i perioden 2005 til 2020.