Det kommer ikke til at få nogen betydning for Danmark, hvis Helle Thorning-Schmidt bliver udnævnt til en af topposterne i EU, som mange spår hende som favorit til.

Det vurderer to tidligere EU-kommissærer og en professor i statskundskab.

- Hun bliver ikke talerør for Danmark. Hvis hun bliver præsident for EU-rådet, skal hun tage hensyn til alle medlemslandene. Danmark kan som land ikke rigtig bruge det til noget, siger Henning Christophersen, tidligere udenrigsminister og EU-kommissær fra 1985-1995 for Venstre fra en motorvejskø i Tyskland. 

Samme opfattelse har Marianne Fischer Boel, der var landbrugskommissær fra 2006 til 2010 for Venstre. 

- Når man får en international post, så er man ikke udpeget for at varetage danske interesser. Tanken om at man kan sidde og føre dansk politik fra en EU-post, det kommer ikke til at ske, siger Marianne Fischer Boel, der dog pointerer, at der følger adgang til oplysninger med en tung post.

- Man får en særlig viden om kommissionen, som kan have interesse for Danmark. De to danskere, man har siddende i sit kabinet, har en direkte kontakt hjem til Danmark. De kan være med til at kanalisere nogle oplysninger hjem til ministerierne herhjemme. Det er helt legalt, at man bruger den viden, man har, men det skal selvfølgelig bruges med fornuft. Man skal sørge for at have en armslængde til de hjemlige kødgryder, siger Marianne Fischer Boel.



Professor i statskundskab ved Københavns Universitet Peter Nedergaard ser heller ikke de store fordele for Danmark, hvis Helle Thorning-Schmidt forlader posten som dansk statsminister til fordel for et job som præsident for EU-rådet. 

- Det har ikke den store betydning for Danmark. Hun bliver jo ikke Danmarks repræsentant i EU. Hvis man får sådan en post, træder hun væk fra Danmarks interesserer og over til at varetage sit nye jobs interesserer, siger han. 

De pointerer dog alle tre, at det fører prestige til Danmark, at vi er i stand til at levere stærke kandidater til internationale topposter, som for eksempel Anders Fogh Rasmussen, da han blev generalsekretær for NATO. 

Næstformand for EU-kommissionen, Neelie Kroes, er en af dem, der offentligt har støttet den danske statsminister som ny præsident for Europa-rådet.

Hvis du er på mobilen, kan du se hendes støtteerklæring her