Den tidligere ambassadør i Danmark er kommet ud i en mindre dansk shitstorm.

For Carla Sands, der blev nomineret som ambassadør af Donald Trump, har lagt sig ud med danskerne på Twitter.

Det sker i et nyhedsindslag omkring stigende benzinpriser i USA, hvor folk overvejer at kvitte bilen, som Carla Sands har koblet til Danmark og danskernes vaner.

'Jeg har set det her før. I Danmark har middelklassefolk ikke råd til at køre bil. De har en cykel og tager toget til lange ture. Min ambassadechauffør cyklede en time i sneen for at komme på arbejde. Det er fremtiden, som team Biden ønsker for amerikanerne. Er det, du vil have?'

Og det har mildest talt fået danskerne til tasterne.

'Så det du siger er, at du var USAs ambassadør i 4 år i Danmark uden at have den mindste anelse om danskere eller i det mindste vores centrale cykelkultur? Hvad gjorde du? Blev inde og nippede til cocktails og så Fox News? Skræmmende,' skriver journalist og forfatter Rune Skyum-Nielsen.

'Hej det er Danmark der taler. Det lyder som om din ambassadechauffør burde have været betalt mere. De fleste af os har råd til biler, men offentlig transport er billig, grønnere og ofte mere bekvem. Hvilket Danmark tog du til?,' skriver redaktøren på DR Lyd, Toke With.

'Så forkert! Vi cykler fordi vi elsker friheden, effektiviteten, sundheden og muligheden for at bo i en beboelig by, hvor vi har øjenkontakt og dialog med hinanden. Du ved INTET om Danmark. Din forgænger Rufus Gifford cyklede i Danmark,' skriver den tidligere direktør i Dansk Cyklist Forbund og nu Folketingskandidat for Radikale Venstre, Klaus Bondam.

B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg havde set den komme.

»Det er på mange måder et forventeligt tweet. Det er både komisk og tragikomisk. Det er et spejl på den form af misinformation, som bliver brugt politisk i USA, og som især bliver brugt af folk omkring Donald Trump. Det råber til himlen, for os danskere og dem som har været her, at det her er latterligt.«

»Problemet er, at dem de prøver at nå aldrig har været i Danmark. De har oftest ingen kildekritik, så de spiser informationen råt. De lever i et form for loop med deres eget virkelighedsbillede. Ligeså meget man griner højt over tweetet, lige så meget falske påstande er der omkring alt det her og de fortsætter med at komme.«

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra den tidligere ambassadør Carla Sands. Det har endnu ikke været muligt.

B.T. har også forsøgt at få en kommentar fra Rufus Gifford, som var ambassadør før Carla Sands, for at høre om han kan genkende Sands' billede af Danmark. Også uden held.