Det er skønt at kunne kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet op til tre år før den officielle folkepensionsalder.

Men hvis du benytter dig af muligheden for tidlig pension, som Mette Frederiksen præsenterede elementerne i på et pressemøde tirsdag, vil du få ‘mærkbart’ mindre at leve for som pensionist.

Sådan lyder det fra Carsten Holdum, der er forbrugerøkonom i Danmarks største pensionsselskab, PFA.

»Hvis man går tre år før tid, kommer man ikke uden om at skulle kigge på, om der er penge til at beholde bilen, sommerhuset, eller om man skal skære ferierejsen fra,« siger han.

Carsten Holdum, forbrugerøkonom i PFA.
Carsten Holdum, forbrugerøkonom i PFA. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Forklaringen er enkel.

Langt de fleste danskere indbetaler nemlig til en arbejdsmarkedspension, mens de er i job.

Hvis man trækker sig tilbage på den nye tidlige pension tre år før den officielle folkepensionsalder, vil man for det første miste tre års indbetalinger til arbejdsmarkedspensionen samt tre års forrentning af ens pensionsformue.

For det andet vil pensionsopsparingen – altså den private arbejdsmarkedspension – skulle strækkes over tre år mere, end man tidligere havde budgetteret med.

»De to effekter betyder, at der simpelthen bliver mindre pension til udbetaling om året. Normalt siger vi, at man skal have cirka 80 procent af sin tidligere lønindkomst som pensionist. Hvis man går tre år før tid, bliver det mærkbart lavere, og man kommer til at skulle skære noget fra i sit budget,« siger Carsten Holdum.

En beregning, som PFA har foretaget for B.T., viser, at en person med en nuværende månedsløn på 35.000 kroner vil vinke farvel til 8.700 kroner årligt, hvis vedkommende tager imod muligheden for tidlig pension i stedet for at blive på arbejdsmarkedet indtil folkepensionsalderen.

I stedet for at have 13.175 kroner om måneden efter skat til at forsøde sin pensionisttilværelse, vil en tidlig pension reducere beløbet til blot 12.450 efter skat. Se eksemplet i faktaboksen.

Den enkelte må ifølge Carsten Holdum gøre op med sig selv, hvad der er den største luksus:

Statsminister Mette Frederiksen, finansminister Nicolai Wammen, skatteminister Morten Bødskov og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard på pressemøde på Danish Crown i Horsens tirsdag den 18. august 2020. Regeringen præsenterer sit nye udspil: 'Ny ret til tidlig pension - værdig tilbagetrækning for alle.'(Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen, finansminister Nicolai Wammen, skatteminister Morten Bødskov og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard på pressemøde på Danish Crown i Horsens tirsdag den 18. august 2020. Regeringen præsenterer sit nye udspil: 'Ny ret til tidlig pension - værdig tilbagetrækning for alle.'(Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Er det at kunne trække sig tilbage op til tre år tidligere end den officielle folkepensionsalder på skatteydernes regning med samlet væsentlig lavere månedlig pensionsudbetaling?

Eller er det en større luksus at blive på jobbet de sidste op til tre år og så gå på pension med en mærkbart højere månedlig pensionsudbetaling?

Hvis man har en privat pensionsformue på mere end to millioner kroner, skal der ifølge regeringens udspil til tidlig pension ske modregning i den nye pensionsydelse på 162.600 kroner før skat om året.

Med en privat pensionsopsparing på tre millioner kroner vil den årlige offentlige ydelse bliver sat ned til 122.600 kroner før skat.

Det skal understreges, at det, regeringen i dag har fremlagt, er et udspil.

Regeringen skal nu forhandle en aftale på plads med et flertal i Folketinget, hvor flere partier allerede har ytret ønske om ændringer i udspillet.

Dansk Folkeparti har eksempelvis sagt, at de finder den månedlige ydelse på 13.550 kroner for lav.

Til sammenligning er ydelsen til enlige, der på grund af nedslidning bliver lægevisiteret til såkaldt seniorpension i op til seks før den officielle folkepensionsalder, på 19.092 kroner.