SF's formand Villy Søvndal kræver valg oven på regeringen og Dansk Folkepartis nyligt annoncerede spareplan for dansk økonomi. Tirsdag formiddag fik Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard nok af Søvndals valgsnak.

Danmark skal spare 24 milliarder kroner og pengene skal blandt andet trylles frem ved at halvere dagpengeperioden fra fire til to år. Et forslag SF's Villy Søvndal kalder 'helt ude i hegnet'. I stedet mener Søvndal, at der øjeblikkelig bør udskrives valg.

- Folk har aldrig taget stilling til det program, der nu er på bordet, og man skal ikke klæbe til taburetterne. Løkke må tage konsekvensen og udskrive valg, mener han.

Udmeldingen fik her til formiddag en tydeligt irriteret Pia Kjærsgaard til at reagere. På et interimistisk pressemøde i finansministeriet langede hun uopfordret ud efter Søvndals valg-retorik.

- Villy Søvndal har tidligere talt om, at der skal udskrives valg, og om 14 dage vil han sikkert have det igen.

- Men man kan også sige det så mange gange, at det bliver værdiløst, sagde Pia Kjærsgaard.

Klokken 13.30 i dag vil hun sammen med resten af toppen i Dansk Folkeparti afholde pressemøde om den genopretningsplan, som hverken regeringen eller DF tøver med at kalde 'historisk'.