Fredag eftermiddag skal der være skåltaler og stor festivitas, når Socialdemokratiet arrangerer en lukket reception for særligt inviterede gæster på Hotel- og Restaurantskolen i Valby.
Det skal nemlig fejres, at det i næste uge er ti år siden, at Mette Frederiksen blev valgt som partiets formand. Og hun har virkeligt forandret sig, siden hun i 2015 indtog formandsstolen.
»Det er en anden Mette Frederiksen, vi oplever i dag,« siger Henrik Qvortrup, der er B.T.s politiske analytiker.
I mere end halvdelen af tiden som S-formand har Mette Frederiksen som bekendt været statsminister.

Og der er sket nogle ekstreme ting, mens hun har siddet på den øverste post.
Mette Frederiksen har lukket landet ned under coronakrisen, hun er blevet stærkt kritiseret efter ordren om minkslagtning, hun har været med til at håndtere en langstrakt krig på europæisk grund – og i år har hun igen og igen måttet forholde sig til Donald Trumps ambitioner om at få fingre i Grønland.
Det svarer til 98 procent af Kongerigets territorium, USAs præsident ønsker at overtage.
'Eminent magtspiller'
Henrik Qvortrup peger på, at Mette Frederiksen især har vist sig at være rigtig stærk, når der er en krisesituation, og hun skal vise sin magt.

»Men man må også sige, at hun er en eminent magtspiller. Hun er fuldstændig usentimental i forhold til at udøve sin magt,« siger han.
Og så har han bemærket, at Mette Frederiksen igen og igen skifter standpunkter.
Nogle skift, som hun rent faktisk også er sluppet afsted med.
»Mette Frederiksen er enestående til at skifte standpunkt. Så er hun rød, så er hun ikke rød, så er hun grøn, så er hun ikke grøn. Der har virkeligt været mange sving i løbet af de ti år,« siger han og fortsætter:
»Og det har formentlig også været nøglen til, at hun er ved magten og fastholder magten.«
Største ændring
Når det kommer til den nok største ændring, han har set hos Mette Frederiksen, så er det, at hun de seneste år virkeligt har vendt blikket over på den anden side af de danske grænser.
»Der er et element af, at Danmark er lidt for lille til hende. Det en arrogance, der opstår, når man har siddet mange år på toppen. Jeg skal lige snakke med Zelenskyj, jeg skal lige over til Macron og så videre,« siger han og tilføjer:
»Det er helt sikkert større betydning for hende at være statsmand, end det var for ti år siden.«

Som status er nu, er Henrik Qvortrup i hvert fald ikke i tvivl om, at Mette Frederiksen har grund til at smile, når hun fredag eftermiddag skåler med partifællerne.
»Hun er på ingen måder elsket, men hun har sat sig ekstremt tungt på magten, og hun er den ultimativt stærkeste magtspiller på Christiansborg.«