Ældreminister Thyra Frank (LA) har selv oplevet ensomheden, da hun som ung kvinde fik en frygelig besked, og opfordrer danskerne til at være opmærksomme på hinanden, siger hun i et meget privat interview i B.T. med Liberal Alliances politiske ordfører Christina Egelund.
Hvordan har du selv oplevet ensomheden?
»I mine 37 år i praksis blandt ældre har jeg set, hvordan ensomhed påvirker ikke bare psykisk, men også har store fysiske omkostninger. Jeg har som plejehjemsleder taget imod ældre, der selv var opgivende på tilværelsen, og hvor de pårørende mente, at der nok ikke var langt igen. Når de ældre fandt deres plads i fællesskabet, oplevede jeg gang på gang, hvordan de blomstrede op og igen fandt lysten til livet. Det siger mig, at der skal meget lidt til at gøre en stor forskel.«
Du har i dit arbejdsliv altid været omgivet af andre mennesker, og jeg ved, at du privat også er meget social. Har du selv været ensom i dit liv?
»I mit eget personlige liv oplevede jeg en stor ensomhed, da jeg som ung fik at vide, at jeg aldrig kunne blive mor. Det var en sorg for mig og en svær tid. Selvom jeg var gift og havde familie og netværk, mærkede jeg ensomheden i ikke at kunne dele sorgen med nogen, der rigtig forstod. Der følte jeg mig tung om hjertet og alene.
Ensomhed er ikke kun et spørgsmål om fysisk tilstedeværelse af andre mennesker. Går man med en sorg, en angst eller en bekymring alene, kan det føles vældig ensomt. Ensomhed er jo desværre ikke forbeholdt de gamle – mange unge oplever også følelsen af, at livet er noget, som alle andre har travlt med at leve.«
Er det pinligt eller ligefrem tabubelagt at være ensom?
»Ja, det tror jeg faktisk. Vi kan se, at ældre er overrepræsenterede i selvmordsstatistikkerne. Jeg tror, mange synes, det er flovt at mangle nærvær og svært at række ud efter den og bede andre om tid og opmærksomhed. Får ensomheden først fat, kan den føre til depression, vægttab, større risiko for hjerte-kar-sygdomme og ja, at nogle ligefrem vælger at slutte livet selv.«
Hvad kan vi som samfund gøre?
»Jeg tror, vi kan nå rigtig langt ved at påtage os et ansvar hver især for vores medmennesker. Der er en lille indsats - men en stor effekt - i de små ting som at slå en sludder af
i opgangen, tilbyde sin hjælp og reelt være til stede i mødet med andre mennesker. Det vigtigste for mennesker er at føle sig set og anerkendt – uanset alder. Jeg har mødt meget få mennesker, der har valgt at leve som eremitkrebs - altså i selvvalgt ensomhed. Det er ikke mængden af tid, men hvordan man bruger tiden sammen. Sidder man med telefonen fremme og et stift blik på uret, eller er man der reelt? Det er da ironisk, at vi alle sammen går rundt med en telefon i lommen, der kan sætte os i kontakt med gud og hvermand på alle mulige faconer, men samtidig vokser følelsen af at være alene hos alt for mange.«
Har du en opfordring til danskerne - hvad skal vi gøre ved ensomheden?
»Ja - hvis vi alle sammen i vores omgang med andre mennesker husker at holde af, holde om og holde ud, så får ensomheden svære kår. Det er jeg sikker på.«
