DF-leder Kristian Thulesen Dahl opfordrer nu Lars Løkke til at droppe Liberal Alliance som regeringsparti, hvis der er blåt flertal efter næste valg, og Løkke kan danne regering igen.

»Jeg har meget svært ved at se for mig,at Liberal Alliance sidder i regering efter næste valg. Den måde, det har fungeret på de sidste par år, har været vanvittig og absurd,« siger Kristian Thulesen Dahl til B.T.

Han henviser især til finanslovsforhandlingerne og skatteforhandlingerne, hvor Lars Løkke havde meget svært ved at finde kompromiser mellem LA på den ene side og DF på den anden. Kristian Thulesen Dahl har også oplevet, at LA har spærret for kompromis på mange andre områder.

Når B.T. har talt med kilder fra de tre regeringspartier de seneste måneder, har der ikke været nogen tvivl om, at de mener, VLAK-regeringen skal fortsætte, hvis blå blok vinder næste valg, og Lars Løkke kan fortsætte som statsminister. Men det advarer Kristian Thulesen Dahl imod.

»Hvis man skal lave politiske kompromiser, handler det om, at man spiller på den samme spilleplade. Og hvis det kræver halve år med mareridtstilstande i dansk politik, så er det ikke noget at gå efter,« siger Kristian Thulesen Dahl.

»Når jeg ser på de sidste tre år, er der mange steder, hvor vi kunne være blevet enige, hvis vi kunne sidde stille og roligt og se på, hvad der er bedst for det danske samfund. Men det bliver hele tiden forsøgt ødelagt af LA, der har nogle særlige områder, hvor de bliver ultimative. F.eks. i diskussionen om skilsmisser kunne vi have nået hinanden meget tidligere, hvis det ikke var blevet blokeret af LA.«