Regeringens asylpakke med 34 stramninger er bestemt et skridt i den rigtige retning, mener DF-formanden. Men Løkke løser ikke opgaven alene - der skal mere til, lyder det.

Regeringens netop fremlagte asylpakke beskyldes af venstrefløjen for at være uværdig, umenneskelig og ramme helt skævt. Men spørger man Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), er de 34 konkrete stramninger slet ikke nok.

»Det er bestemt et skridt i den rigtige retning - men det løser ikke opgaven. Der skal mere til,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Regeringen vil blandt andet indkvartere enlige mandlige asylansøgere i telte, udvide familiesammenføringen til tre års ventetid og indføre øget egenbetaling for asylansøgere - alle tiltag, som Dansk Folkeparti kan se sig selv i.

Men det skurrer i Kristian Thulesen Dahls ører, når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) taler om at integrere de asylansøgere, der ender med at få flygtningestatus her til lands.

»Det helt afgørende for, at der kommer markant færre til Danmark er, om der er reel midlertidighed. Så længe de folk, der kommer hertil, de regner med, at de permanent får flyttet deres tilværelse til Danmark, så vil der fortsat være en stor tilstrømning af både reelle flygtninge og migranter,« siger Kristian Thulesen Dahl og tilføjer:

»Vi når ikke i mål med det, regeringen foreslår. Det kræver, at man kunne have statslige centre, hvor folk opholder sig, indtil de kan sendes hjem. Det er et opbrud med tanken om, at flygtninge skal integreres i Danmark.«

DF-formanden undrer sig samtidig over, at Venstre-regeringen nu pludselig spiller ud med konkrete tiltag, som den ifølge ham har været afvisende over for, når Dansk Folkeparti har lagt det på bordet i forhandlinger med integrationsminister Inger Støjberg (V).

»Grundlæggende er jeg meget tilfreds med, at regeringen nu flytter sig. En del af det, vi har foreslået hos Inger Støjberg i flere uger, og som regeringen har sagt nej tak til, det kan regeringen nu godt være med på at gennemføre,« siger Kristian Thulesen Dahl.

På ét afgørende punkt er Løkke dog ikke kommet blå bloks største parti i møde: Regeringen har nemlig ingen planer om at indføre den grænsekontrol, der nu i adskillige år har været DFs hjertebarn.

Spørgsmål: Hvor langt skal regeringen strække sig på grænsekontrollen og asylcentre, før I kan se jer selv i aftalen?

»Vi vil ikke gribe det her an på den måde, at vi vil sige, at gode elementer vil vi ikke være med til, før vi får hele vores politik gennemført. Vi trækker det i den retning, vi er blevet valgt på. Lad os få sat de gode elementer i værk,« siger partiformanden.

Han bliver sammen med de øvrige partier indkaldt til forhandlinger om asylpakken i næste uge.