Han er en af Danmarks mest indflydelsesrige personer, men inde bag skallen gennem der sig en ensom fyr, der sjældent ser sin familie.

- Det der med en bedste ven, er det ikke sådan en pige-ting? Jeg kender ikke mange mænd, der har det.

Sådan lyder ordene fra Kristian Thulensen Dahl, en de mest magtfulde personer i Danmark. I et stort og hudløst ærligt interview i det nyeste nummer af Euroman taler han ud om sit meget travle og elskede liv som politiker - et job, der kommer før venner og familien.

Da han direkte bliver spurgt om, hvem hans beste ven er, lyder svaret:

- Det er egentligt et godt spørgsmål. Det ved jeg faktisk ikke. Sådan en har jeg ikke, ender Thulesen Dahl med at konkludere.

Da journalisten siger, at det så ikke behøver være én bedste ven, men måske bare flere, siger han:

- Jamen, der er ikke sådan en eller flere, der dukker op. Jeg har nok ikke nogen.

Krisitan Thulesen Dahl er da også en travl herre - han er gruppeformand for Dansk Folkeparti, regeringens støtteparti. Hele hans liv har været dedikeret til politik, siden han var en lille knægt på bare 12-13 år. Så selvom han bruger meget tid med kollegaerne på Christianborg, har han ikke fået nogle rigtige venner:

- Jeg har altid haft det udgangspunkt, at dem, du får kontakt med i det politiske liv, de er væk, når du ikke længere er i politik. Sådan er det. Jeg tror ikke på egentlige venskaber i politik, siger han.

Kristian Thulesen Dahl er 38 år, gift med Berit, som han har kendt siden gymnasietiden, og far til tre børn. Men det er ikke meget, han kan følge med i sine børns hverdag - han er nemlig kun hjemme i weekenderne, hvis jobbet vel at mærke tillader det. Han mener ikke, at han går glip af sine børns opvækst, fortæller han i interviewet med Euroman:

- Jeg bilder mig jo ind, at det gør jeg ikke. Det, der sommetider piner mig, er, når jeg taler med folketingsmedlemmer, der har været det igennem - og så fortryder det bagefter. Jeg tror ikke, jeg har mødt nogen endnu, der ikke har fortrudt, at de brugte al tiden herinde, og det tænker jeg meget over. Man kan ikke gøre det op og sige: Er det det værd? For man vil altid komme frem til, at det er det ikke.

- Og det er da en stor omkostning, det er det. Men det er et rigtigt svært valg, for enten er du et politisk dyr, eller også er du ikke. Hvis du er et politisk dyr, hvornår er det så lige, du siger, at du vil fravælge muligheden for at få indflydelse, lyder argumentationen fra Thulesen Dahl, der udover det vigtige arbejde i Folketinget også er medlem af Vejle Byråd.

Og Kristian Thulesen Dahl er et politisk dyr - og det indrømmer han også gerne selv:

- Den rationelle ageren ville være at bruge færre timer her på Christiansborg og flere på netværk, jeg ville skulle trække på, når jeg ikke længere sidder her, men jeg er ikke begyndt endnu. Problemet med min livsstil er, at enten er man i det, eller også er man ikke. Politik er et spørgsmål om at være her og øve indflydelse, siger han Euroman.