På trods af udsigten til en halvering af mandaterne siden det seneste folketingsvalg, så mener Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, at han er den helt rigtige på posten.

Hvorfor bliver du som formand?

»Det er lige præcis, når det stormer og man er i tilbagegang, at man har brug for at vide, at kaptajnen på broen ikke viger fra sin plads,« siger han til B.T. i Snapstinget på Christiansborg, hvor Dansk Folkeparti holder valgfest.

Han lægger ikke skjul på, at det er en gedigen vælgerlussing, partiet står til.

»Det er et kæmpestort nederlag, det ønsker jeg slet ikke at bortforklare. Ellers kommer jeg til at lyde som Komiske Ali. Det her er en kæmpe vælgerlussing og en rigtig træls dag.«

Er du den rigtige på posten?

»Det mener jeg selv, ellers ville jeg gå af. Når jeg vælger at blive, så er det fordi, jeg er overbevist om, at jeg kan bringe Dansk Folkeparti tilbage til fremgang igen  Mit indtryk er, at jeg har opbakningen i partiet.«

Nogle kommentatorer mener, at du er lidt for meget teknokrat, og du mangler lidt af den folkelighed som Pia Kjærsgaard havde. Er det rigtigt?

»I 2015 fik vi så et fantastisk flot valg med den samme teknokrat. Så der er andre forklaringer,« lyder det fra Thulesen Dahl.