Til tonerne af sangen "You'll Never Walk Alone" erklærer formand Kristian Thulesen Dahl, at han er ærgerlig over Dansk Folkepartis halvering.

Det siger han onsdag aften på valgdagen, hvor den kendte sang, der er synonym med formandens fodboldhold Liverpool, lyder i Snapstinget, hvor partiet holder valgfest.

»Jeg forlader ikke skuden i stormvejr, jeg tager ansvaret på mig for at bringe partiet frem igen,« siger han.

Ifølge DR's valgprognose står Dansk Folkeparti til at få ni procent af stemmerne og dermed til at miste 21 mandater. Ifølge TV2's prognose mister partiet 19 mandater.

DF havde et kanonvalg for fire år siden, hvor partiet gik markant frem og blev det største parti i flere kredse i Syd- og Sønderjylland og på Sjælland.

21,1 procent af stemmerne tilfaldt partiet, som dermed blev Folketingets næststørste parti med 37 mandater. Det var 15 mandater mere end ved forrige valg.

Men nu står partiet til en halvering.

»Vi har kun fået få konkrete resultater indtil nu, men der er ingen tvivl om, at dagens resultat bliver en tilbagegang, sådan er det.«

»Vi har fået en vælgerlussing, og den tager vi til efterretning, den har været ventet,« siger han.

»Forventningerne til os efter valget i 2015 blev så store, vi fik så godt et valg, så det blev italesat, at vi næsten kunne bestemme,« siger han.

Han forklarer i sin tale, at han har mødt flere vælgere, der ikke har kunnet forstå, at han ikke rakte ud efter posten som statsminister, da DF blev større end Venstre i 2015.

»Jeg forklarede, at har man godt 20 procent af stemmerne bag sig, så har man i udgangspunktet 80 procent imod sig,« siger Kristian Thulesen Dahl i sin tale onsdag aften.

Socialdemokratiet har de senere år nærmet sig DFs udlændingepolitik og har tilsyneladende haft held til at hive vælgere tilbage over midten med den manøvre.

Nye Borgerlige står til at komme ind med 2,5 procent af stemmerne og fem mandater.

Stram Kurs står også til at komme ind med to mandater ifølge DR, men ifølge TV2's prognose står partiet ikke til at komme ind.

/ritzau/