Da Danmarks Radio i lørdags viste Danmarks Indsamling 2021 var der for mange socialdemokrater i studiet ifølge Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.
»Jeg må indrømme, at da jeg så den tredje socialdemokrat i programmet fortælle, hvad de synes om tingene, så slukkede jeg og tænkte, at det var produceret med en politisk skævhed,« siger Kristian Thulesen Dahl til B.T.s mediemagasin Q&CO.
Du kan høre hele debatten mellem Thulesen Dahl her eller i din podcastapp i programmet Q&CO.
Kristian Thulesen Dahl mener, at de partier, der medvirker mest i programmet, får en fordel, og at deres tid på skærmen er penge værd.
»Hvis du træder op i sådan et program så har det en kæmpestor værdi. Man taler ud til en stor del af Danmarks befolkning, og det ved de, der arrangerer sådan et program udmærket godt. Så når de kun vælger politikere fra et parti og giver dem taletid, så har de en fordel ud af det,« siger Kristian Thulesen Dahl.
»Når de henvender sig til virksomheder for at få dem til at betale penge til det her program, så er det på beløb angivet, hvad man får ud af det i reklameværdi. Hvis du giver 10.000, så bliver du nævnt på skærmen, hvis du giver 100.000 så kan du vælge en sang, og hvis du giver en million, så kommer vi ud til dig og besøger dig i programmet,” siger Kristian Thulesen Dahl.«
Eva Kvist, der er redaktør på Danmarks Radio, mener ikke, at DR har givet Socialdemokratiet en fordel. Hun forklarer, at de også har haft ministre med fra blå blok i tidligere indsamlingsshows.
»Vi har sendt programmet i 15 år, og hver gang har vi haft de relevante ministre med, så jeg tror, at vi har haft flere blå ministre med end røde. Vi har for eksempel haft Ulla Tørnæs med i programmet rigtig mange gange, fordi hun har siddet som udviklingsminister,« siger Eva Kvist.
Eva Kvist mener ikke, at DR burde have gjort mere for at få politikere fra begge sider med i programmet.
»Danmarks Indsamlingen er ikke en politisk debatklub om, hvorvidt vi håndterer pandemien på rette vis, hvor vi skal lade alle politiske farver komme til orde. Vi er først og fremmest et indsamlingsshow og et underholdende program for danskerne lørdag aften,« siger Eva Kvist.
Ifølge Kristian Thulesen Dahl, så er der ikke en ligeså stor politisk slagside, når TV 2 laver indsamlingsshows.
»Senest da TV 2 producerede deres Knæk Cancer-show, havde de spurgt de forskellige politiske partier, om vi ville være repræsenterede og have nogen synspunkter med i programmet, og der var en helt anden balance i det. Den var slet ikke forsøgt fundet i forbindelse med indsamlingen her,« siger Kristian Thulesen Dahl.