Socialdemokratiske lokalformænd vil give opholdstilladelse til afviste irakere. Kun 5 ud af 36 vil om nødvendigt tvangshjemsende irakerne fra Brorsons Kirke.

Helle Thorning-Schmidts støtte til udvisning af de afviste irakere i Brorsons Kirke på Nørrebro møder intern modstand i Socialdemokratiet. I partiets bagland er der klart mere støtte til at give irakerne humanitær opholdstilladelse, end der er til partiledelsens linje. Det viser en rundspørge blandt partiets kommuneformænd, som Ritzau har foretaget.

- Jeg er ikke enig i den stilling til udlændinge, som der politisk er givet udtryk for fra Socialdemokratiet. Der har jeg en anden holdning, siger Jens Dige, der er formand for Socialdemokraterne i Jammerbugten Kommune.

Ud af 37 socialdemokratiske kommuneformænd, som deltager i Ritzaus rundspørge, støtter kun 5 Thorning-Schmidts holdning om, at de afviste irakere om nødvendigt skal sendes hjem med tvang. 10 mener, at alle irakerne skal have opholdstilladelse. 15 mener, at Danmark skal give børnefamilierne opholdstilladelse. En er i tvivl, mens 6 socialdemokrater har andre forslag. Brian Kjær, der er formand i Frederikshavn Kommune, vil for eksempel give opholdstilladelse til de irakere, der har været her mere end tre år.

- Man har indlogeret dem i rigtig mange år, og så begynder man at lave hjemsendelser, hvor de ikke har noget at komme tilbage til. Det, synes jeg simpelthen, er umenneskeligt, siger Brian Kjær.

Jens Dige forventer, at udlændingepolitikken vil blive et tema på Socialdemokraternes kongres til efteråret.

- Jeg tror da, at ledelsen er så klog, at vi får en debat om det, og så må vi se, hvordan tingene bliver justeret. Eller om de bliver justeret, siger han.

Brian Kjær tror, der bliver en debat, men han tror ikke, at udlændinge vil blive et hovedtema. Baglandet vil ikke presse ledelsen, så længe de godt ved, at regeringen og Dansk Folkeparti alligevel har flertal.

- De andre ved godt, at det er begrænset, hvor mange handlemuligheder, der er lige nu. Men på det tidspunkt, hvor vi får nogle muligheder, så vil der også begynde at ske noget. Det er jeg ikke i tvivl om, siger han.

/ritzau/